Spar Nord Fonden støtter Sailing Aarhus Week 2019
Sailing Aarhus Week er en ny maritim festival ved Aarhus Internationale Sejlsportscenter på Aarhus Ø i forbindelse med Aarhus Festuge.

Festivallen Sailing Aarhus Week er født i samarbejde med lokale aktører på Aarhus Ø i forsøget på at skabe mere liv i Aarhus’ nye, kystnære bydel og bygge bro mellem Aarhus Ø og den etablerede del af byen.
Sailing Aarhus Week byder på et hav af spændende aktiviteter på vand og på land for store som små. På vandet er der kapsejlads i flere afskygninger, og på festivalpladsen kan gæster forsyne sig i Street Food-boderne og drinksbarerne, mens de følger slagets gang. Gæster kan også beundre maritim kunst skabt af Galleri Grisk og Hans Krull, tage del i fællesspisning, foredrag og andre småevents eller blot nyde den hyggelige lounge- og sailor-stemning, som præger hele festivalpladsen.
På billedet ses Jon Koch Hansen der er direktør i Sailing Aarhus sammen med områdedirektør Erling Sørensen fra Spar Nord Aarhus ved fyrtårnet, som er malet af Hans Krull og Peter Birk.