• Nyhederarrow-right-1
  • Spar Nord Fonden støtter Skyggebørn med 1,5 millioner kr. til ny afdeling i Odense

Spar Nord Fonden støtter Skyggebørn med 1,5 millioner kr. til ny afdeling i Odense

8410 Odense · Nyhedsrummet · Skyggebørn

Spar Nord Storkunde har, på vegne af Spar Nord Fonden, overrakt en donation på 1,5 millioner kroner til Skyggebørn, der åbner en ny afdeling i Odense.

Skyggebørn er en organisation, der hjælper børn og unge i sorg med at håndtere tabet af en nær pårørende. Gennem fællesskab og samtaler med andre i lignende situationer skabes der tryghed og støtte, som bidrager til, at børn og unge kan finde ro i en svær tid.

Med den økonomiske opbakning fra Spar Nord Fonden kan Skyggebørn udvide deres uvurderlige indsats til Fyn, hvor der åbnes en ny afdeling i Odense ultimo 2025. Organisationen har allerede afdelinger i Aalborg, Aarhus, Esbjerg og København, og med den nye afdeling i Odense bliver deres hjælp endnu mere tilgængelig for sorgramte børn og unge over hele landet.

Udvidelsen betyder, at flere børn og unge kan få den nødvendige støtte i deres lokalområde, hvilket er en vigtig ressource i en tid, hvor der er et stigende behov hos børn, som har mistet en pårørende.

- Vi er meget taknemmelige for den hjertevarme donation overrakt af Spar Nord Storkunde på vegne af Spar Nord Fonden. Med en ny afdeling i Odense tager vi et vigtigt skridt mod at sikre, at flere børn og unge i sorg kan få adgang til vores fællesskab og den støtte, de har brug for, tættere på deres hjem, udtaler Marianne Kruse, administrerende direktør i Skyggebørn, og fortsætter:

- Næste skridt er at finde nogle passende lokaler til den nye afdeling. Vi søger lokaler, der kan skabe et trygt og inspirerende miljø. Ideelt set bør lokalerne være let tilgængelige, rummelige og indbydende, så de kan fungere som et varmt samlingspunkt for fællesskab og støtte. Vi opfordrer derfor potentielle udlejere til at kontakte os, hvis de har nogle ledige lokaler i midtbyen i Odense.

Hos Spar Nord Storkunde kunne der ligeledes spores stor begejstring for donationen og Skyggebørns dedikerede arbejde, som med den nye afdeling nu bliver landsdækkende.

- Vi er meget stolte over, at vi, på vegne af Spar Nord Fonden, kan overrække en donation til Skyggebørn, som gør det muligt for dem at udvide deres vigtige arbejde til endnu flere børn og unge i sorg. Skyggebørns indsats er uvurderlig, og deres arbejde bidrager til at skabe tryghed og fællesskab for dem, der har allermest brug for det, udtaler Jesper Straarup Jensen, direktør i Spar Nord Storkunde, og afslutter med:

- Vi tror på, at alle børn skal have mulighed for at få hjælp og støtte i svære tider. Derfor er det vigtigt for os på vegne af Spar Nord Fonden at støtte organisationer som Skyggebørn, der gør en stor forskel i lokalsamfundet og nu også på landsplan.

Skyggebørn tilbyder landsdækkende sorggrupper for børn og unge i alderen 3 til 28 år. Deltagelse i grupperne er gratis, og der er ingen tidsbegrænsning på, hvor længe man kan være en del af fællesskabet. 

For yderligere information, kontakt:

Marianne Kruse

Administrerende direktør, Skyggebørn

Mail: mk@skyggeboern.dk

Publiceret d.
29. oktober 2024