- Nyheder
- Spar Nord Herlev hovedsponsor for Herlev Rundt 2023
Spar Nord Herlev hovedsponsor for Herlev Rundt 2023
Spar Nord Herlev hovedsponsor for Herlev Rundt 2023
Torsdag d. 18. maj 2023 lyder startskuddet for det traditionsrige motionscykelløb, Herlev Rundt. Lions Herlev er arrangørerne og Spar Nord Herlev er hovedsponsor, når de deltagende cyklister skal igennem en seværdig cykelrute.
Igen i år inviterer Lions Herlev til motionscykelløbet Herlev Rundt på Kristi Himmelfartsdag med start fra kl. 9 frem til kl. 10 ved Herlev Bibliotek på Herlev Bygade. En seværdig cykeltur gennem grønne områder med gode oplevelser for store og små motionister.
Spar Nord Herlev vil være til stede som hovedsponsor for det anerkendte cykelløb. Det er noget som direktør Lars B. Albretsen glæder sig over:
- Som lokalbank er vi glade for at kunne støtte op om gode tiltag, der værner om et sundere lokalsamfund. Det er netop det, som Herlev Rundt bidrager med. Cykelløbet er for både store og små borgere i og omkring lokalsamfundet, og det bidrager med sunde og værdifulde elementer, der gavner den enkelte cyklist. Vi glæder os til at deltage og håber på at se en masse glade cyklister samt tilskuere.
Herlev Rundt er et cykelløb med mange traditioner, hvor fællesskab og hygge fylder størstedelen. Derfor har løbet også været savnet i årene under coronapandemien.
Til stor glæde for de mange deltagende vendte løbet tilbage i 2022, og i år bliver det for 45. gang afviklet. Her skal cyklisterne igennem en rute på omkring 25 kilometer beliggende i flotte naturomgivelser.