Spar Nord Herning henter ny privatrådgiver

6553 Herning · Nyhedsrummet · Ny Medarbejder

Jette Lind Christensen (52) er tiltrådt stillingen som ny privatrådgiver i Spar Nord Herning. Her skal hun fremover medvirke til, at bankens privatkunder modtager kompetent og alsidig rådgivning.

Spar Nord Herning har oprustet privatafdelingen med tilgangen af en ny privatrådgiver. Jette Lind Christensen er nemlig tiltrådt stillingen, hvor hun sammen med sine kolleger fremover skal bidrage til at styrke bankens markedsposition i det midtjyske.

Med sig i bagagen har Jette 17 års erfaring inden for den finansielle verden, og hun kommer fra en tidligere stilling som privatrådgiver i Handelsbanken. Det er derfor en stærk profil, som Spar Nord Herning har fået med om bord.

- Jeg ser meget frem til at blive en del af et stærkt team i Herning, hvor jeg vil gøre mit ypperste for at bidrage med mine kompetencer. Ydermere ser jeg frem til at møde og rådgive mine nye kunder, hvor jeg vil hjælpe dem med at få opfyldt deres drømme og ønsker, fortæller Jette Lind Christensen.

Privat bor Jette i Herning med sin ægtefælle, og de har sammen 5 børn. Fritiden bliver blandt andet brugt på familie, venner, golf og ishockey.

Jette Lind Christensen er tiltrådt stillingen pr. 1. september 2023, og hun er derfor klar til at tage godt imod nye såvel som eksisterende privatkunder. Hun kan kontaktes på telefon 9711 7012 eller mail jelc@sparnord.dk.

Publiceret d.
12. september 2023