Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →

Spar Nord Herning sætter strøm på bilerne

Ny Ladestationer Herning

I samarbejde med Verdo og Herning Blue Fox har Spar Nord Herning fået etableret byens første lade-hotspot for el- og hybrid-biler.

Fremtidens løsninger kræver samarbejde. Derfor var det også helt naturligt for Spar Nord Herning at indgå i partnerskab med Verdo og Herning Blue Fox om at etablere byens første lade-hotspot, så opladning af el- og hybridbiler bliver nemt, hurtigt og mere tilgængeligt for alle i Herning og omegn.

- Som bank er vi glade for at kunne medvirke til at finansiere byens første ladestander-hotspot. Dels er vi som Hele Byens Bank optaget af at understøtte den lokale udvikling og gode initiativer i området. Dels er en sådan bæredygtig investering helt i tråd med bankens egen strategi, siger Hans Erik Jessen, direktør i Spar Nord Herning, og fortsætter:

- Når vi rykker sammen i lokalområdet, kan vi udrette langt mere, end vi kan hver for sig, og det er projektet her et godt bevis på. Og så er det ekstra glædeligt, at projektet både gør det nemmere at være el-billist og samtidig bidrager til den grønne omstilling.

Det nye hotspot består af Hernings første lynlader på 100 kW, hvor man kan lade sin bil helt op på kun 20-30 minutter. Desuden er der tre almindelige ladestandere på 22 kW med i alt seks udtag. Laderne er offentligt tilgængelige og ligger ved den nye parkeringsplads ved Sportscenter Herning og Herning Ishockey Stadion.

Verdo forventer, at laderne årligt kommer til at levere ca. 65.000 kWh til ca. 1900 bilister, men der er allerede forberedt til endnu en lynlader, som kan sættes op i takt med at behovet for ladestandere stiger.

Publiceret d.
24. juni 2022