- Nyheder
- Spar Nord hylder Anders Krøghs 25-års jubilæum
Spar Nord hylder Anders Krøghs 25-års jubilæum
Spar Nord hylder Anders Krøghs 25-års jubilæum
Afdelingsdirektør for Spar Nords erhvervsafdeling i Bankområde Nord, Anders Krøgh, kunne tirsdag d. 1. august fejre 25-års jubilæum. Her kunne han i godt selskab med kolleger mindes, hvordan det hele startede og se frem mod nye spændende kapitler i banken.
Karrieren startede i 1998, da Anders startede som elev i Egnsbank Nord i Skagen. I 2001 overgik han til Spar Nord som en del af en fusion, og her skulle han bestride stillingen som privatrådgiver i afdelingen på Østeraa. Siden 2005 er der flere afdelinger i det danske landskab, der har været så heldige at arbejde sammen med Anders. Han har bestridt stillinger som afdelingsdirektør og privatkundechef i blandt andet Strandby, Østvendsyssel, Sæby og Frederikshavn, hvor han har været siden 2015. I 2022 fik Anders ansvaret for områdets erhvervskunder.
For Anders er kollegialt sammenhold, arbejdsopgaver og udfordringer vigtige elementer på en arbejdsplads, og igennem alle årene hos Spar Nord har disse i den grad bidraget til en højnet trivsel.
- Da jeg tilbringer en stor del af min vågne tid på jobbet, er det vigtigt for mig, at jeg trives med både kolleger og arbejdsopgaver, og her er jeg begunstiget med fantastiske kolleger og spændende arbejdsopgaver. Jeg elsker at hjælpe både privat- og erhvervskunder med at realisere deres drømme og ønsker, og jeg er god til at tænke ud af boksen, fortæller Anders Krøgh.
Ambitionen for bankområdet er også høj. Her ser Anders frem til at fortsætte den positive udvikling i afdelingen, hvor lokal forankring samt nærværende og kompetent rådgivning er i højsædet.
- Vi skal fortsætte med at være hele byens bank gennem lokal og nærværende tilstedeværelse. Vi skal fortsat understøtte vores kunder og på forsvarlig måde hjælpe dem med at realisere deres drømme. Vi skal være den foretrukne bank for både privat og erhverv.
Privat bor Anders i Strandby sammen med sin kone Louise og deres 3 drenge på henholdsvis 12, 15 og 17 år. Fritiden bliver blandt andet brugt i Frederikshavn Ungdoms Fællesråd, hvor han er formand, og i FDF, hvor han tidligere har siddet som kredsleder i 16 år og nu som bestyrelsesmedlem. Derudover nyder han at dyrke og se sport, hvor der blandt andet ofte bliver cyklet, spillet badminton og set NFL.