21. april 2020
Aarhus

Spar Nord indgår storaftale med Aarhus Havn

Spar Nord indgår ny aftale om finansieringen af en bæredygtig mobilkran til 30 millioner kroner med Aarhus Havn.

Aarhus Havn 1200X478

Efter en udbudsrunde af finansieringen af en mobilkran med frist midt marts 2020, er finansieringen nu faldet på plads. Her leverede Spar Nord Leasing det stærkeste tilbud, og var med deres finansieringsløsning den mest attraktive samarbejdspartner for Aarhus Havn. 

- Vi følger markedsudviklingen og anvender den finansieringsform, der er økonomisk mest fordelagtig på det aktuelle tidspunkt – og her leverede Spar Nord Leasing således det mest attraktive tilbud. Finansieringsløsningen har medført, at vores likviditetsmæssige råderum er forøget, og vi er sikret rent finansielt mange år frem med en attraktiv rente og en fordelagtig afbetaling, forklarer administrerende direktør for Aarhus Havn Henrik Munch Jensen.

Selvom Aarhus Havn i flere år har haft gode relationer til Spar Nord, så var der flere forskellige finansieringsløsninger på bordet. Men der var ingen tvivl om, at det tilbud, de fik fra Spar Nord Leasing, var det bedste:

- Det attraktive ved den finansieringsløsning, som Spar Nord Leasing har tilbudt os, er blandt andet den ydelse, vi skal betale. Samtidig ser vi det som et plus, at det hele samles i én aftale. Dette ligger således til grund for, at business casen for mobilkranen er blevet uafhængig af fremtidige renteniveauer, fortæller Henrik Munch Jensen, som forventer at gennemføre anlægsinvesteringer for ca. 1.000 millioner kroner over de næste tre år, hvor en mindre andel skal finansieres.

Både Spar Nord Aarhus og Spar Nord Leasing er også godt tilfreds med aftalen og glæder sig over at kunne lave forretninger med en af de store og vigtige virksomheder i Aarhus:

-  Aarhus Havn er en af byens store arbejdspladser, som spiller en vigtig rolle i forhold til logistik- og transportvirksomheder i hele Jylland. Havnen har positioneret sig som den vigtigste containerhavn i vores område, hvorfor udviklingen af havnen giver gode muligheder for løbende samarbejde omkring finansieringsløsninger, forklarer afdelingsdirektør i Spar Nord Aarhus Erhverv Kim Groth, mens kundechef for Spar Nord Leasing Preben Sørensen supplerer:

- Spar Nord har et solidt fundament i Aarhus, og det glæder os således at kunne lave forretninger med en af de store og vigtige virksomheder i området. Samtidig anser vi dette for en blåstempling af vores koncept, og det kan forventeligt bringe os i spil til andre tilsvarende løsninger.

Samlet set beløber aftalen sig til 30 millioner kroner, som er finansieret på en 10-årig leasingaftale med en leasingydelse, som er baseret på en fast rente. Mobilkranen skal primært operere på Omniterminalen, men vil i travle perioder kunne supplere de øvrige kraner på Multiterminalen. Kranen vil primært blive brugt til bulk-produkter som foderstoffer, biobrændsel og sheanødder.

For at overholde alle retningslinjer om hensigtsmæssig adfærd i denne coronakrise foregik forhandlingerne elektronisk og uden fysisk kontakt.