Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →
- Nyheder
- Spar Nord indtager byens arena
Spar Nord indtager byens arena

Spar Nord Lolland Falster ønsker at støtte op om lokale kultur- og sportsoplevelser, der skaber fællesskaber og bidrager til en god stemning i lokalområdet. Derfor vil NFH’s hjemmebane fremover være kendt som Spar Nord Arena.
Nyt navn – samme velkendte rammer. Sådan beskrives det bedst, når Spar Nord Lolland Falster fra den kommende sæson lægger navn til arenaen i Nykøbing Falster, hvor blandt andet Nykøbing Falster Håndbold hører til. Arenaen danner rammerne for flotte hopskud og hurtige kontraer når Kristina ’Mulle’ Kristiansen og co. Ihærdigt kæmper for to point til klubben i Danmarks bedste håndboldrække for kvinder.
Brian Skov Henriksen, direktør i Spar Nord Lolland Falster, er selv utroligt stolt af den nye aftale. Nykøbing Falster Håndbold har i en længere årrække arbejdet benhårdt og vedholdende for at skabe et fundament, som kan tilbyde tophåndbold fra øverste hylde på Lolland Falster. Derfor var Brian Skov Henriksen ikke et sekund i tvivl om, at Spar Nord Lolland Falster skulle lægge navn til håndboldarenaen.
- Klubben står overfor en fornem udvikling og har ambitiøse planer for fremtiden, hvor klubben drømmer om titler og europæisk deltagelse på Lolland Falster. Samtidig er der en ny stadionhal under opførelse. Hele den rejse er enormt motiverende at være en del af, fortæller Brian Skov Henriksen og fortsætter:
- Jeg må anerkende de lokale ildsjæle og de mange frivillige, der gør at alt for, at dette kan lade sig gøre. Jeg har fra første møde oplevet en helt særlig kultur med et engagement og tankegang, der skaber lyst til at være en del af holdet.
Det er muligt at følge med på Spar Nord Lolland Falsters Facebookside, hvor de hen over sommeren vil informere omkring deres etablering på Lolland Falster, diverse konkurrencer samt give mulighed for at påvirke, hvad der skal ske i Spar Nord Arena i den kommende sæson.
- Vi glæder os til at invitere til mange gode timer i Spar Nord Arena i den kommende sæson, afslutter Brian Skov Henriksen.