Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →

2. december 2020
Kolding

Spar Nord Kolding støtter lokale initiativer og sociale formål

Spar Nord Kolding og Spar Nord Fonden er gået sammen om at øremærke en pulje på 150.000 kroner til lokale initiativer og sociale formål, som skal komme 15 lokale foreninger til gavn.

Bjarne C

Spar Nord har drevet bank i Kolding i 15 år. Det ønsker Spar Nord Kolding og Spar Nord Fonden at fejre ved at pulje 15 donationer til en værdi af 10.000 kroner, som de lokale foreninger i Kolding-området kan søge om og bruge til at igangsætte et projekt eller foretage et større indkøb.

For Spar Nord Kolding er et aktivt foreningsliv grundstenen i samfundet og kulturen - og er med til at skabe fællesskab, trivsel og fortsat udvikling. Sammen med Spar Nord Fonden står Spar Nord Kolding derfor bag donationer, der skal medvirke til at sætte fokus på vigtigheden i det lokale foreningsliv og ikke mindst ildsjælene, som oftest driver de mange initiativer.

Hvert år støtter Spar Nord Kolding i samarbejde med Spar Nord Fonden det lokale foreningsliv med en række kontante donationer – og i en coronakrise som stadig påvirker det lokale foreningsliv, er det mere vigtigt end nogensinde før at støtte op om byens kultur- og foreningsliv. For det handler ikke kun om at bevare foreningerne og have mulighed for at dyrke aktiviteter og andre fællesskaber. Foreningerne og fællesskaberne styrker nemlig også den lokale sammenhængskraft, der har vist sig at have gavnlig effekt på områder som velvære, sundhed, uddannelsesniveau og kriminalitet.

For Spar Nord Kolding var det derfor oplagt at fejre 15-års fødselsdags i byen ved at øremærke en ekstra pulje i støtte til lokale initiativer og sociale formål.

Hjælp os med at finde de lokale foreninger

Er du medlem af en forening eller et frivilligt fællesskab i og omkring Kolding? Og mangler din forening 10.000 kroner til at igangsætte et projekt eller foretage et større indkøb? Så er det nu, I skal ansøge om en af de ekstraordinære donationer. Alle indkomne ansøgninger gennemgås af en komité bestående af Nanna Ebert, Konstitueret direktør, kommunikations- og publikumschef, Koldinghus, Mette Winther Hauge, udviklingskonsulent for frivillighed og fællesskab, Kolding Kommune, Jens Baj Madsen, bankrådsformand for Spar Nord Kolding samt Bjarne Claussen, direktør for Spar Nord Kolding. Tidsfrist for ansøgning er 8. januar 2021 kl. 12.00. Ansøgningen skal indsendes via en speciel skabelon på event.sparnord.dk/kolding.