Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →
Spar Nord Løgstør indgår stolpesponsorat med Løgstør Håndboldklub
Når Løgstør Håndboldklubs første hold herre går på banen i de to kommende sæsoner, skal stolperne rammes. Spar Nord Løgstør har nemlig indgået et stolpesponsorat med klubben.

Vejret var brandvarmt, og det var Løgstør Håndboldklubs sponsorudvalg også, da de den 17. juni præsenterede Spar Nord Løgstør som ny stolpesponsor. Et sponsorat som betyder, at Spar Nords navn bliver nævnt hver gang en spiller rammer stolperne, når LHK 1. hold herre spiller kamp.
Spar Nord Løgstør har selv foreslået et stolpesponsorat for at lave et anderledes sponsorat, som kan give lidt gang i hallen, fortæller afdelingsdirektør i Spar Nord Løgstør Bjørn Drejer:
- Erhvervskundechef Per Bang Ryberg og jeg har selv foreslået stolpesponsoratet for at lave et anderledes sponsorat end de normale sponsorater på en trøje. Det er fedt at lave et sponsorkoncept, som kan give lidt gang i hallen, siger han og fortæller samtidig, at de med sponsoratet ønsker at bakke op om det lokale foreningsliv:
- Vi har valgt at støtte Løgstør Håndboldklub, da vi gerne vil bakke op om det lokale foreningsliv både økonomisk og netværksmæssigt, hvor vi også har noget at byde ind med. Så forhåbentlig kan vi være med til både at komme nogen penge i klubkassen samt bidrage med viden og erfaringer, som vi selv har høstet gennem et aktivt foreningsliv, hvor både Per og jeg har mange års 1. hold håndbold at trække på, ligesom vi har deltaget i en masse frivilligt foreningsarbejde.
Stolpesponsoratet glæder også Jakob Gregersen, der sidder i sponsorudvalget i Løgstør Håndboldklub:
- Vi er i Løgstør Håndboldklub utroligt glade - og afhængige - af lokal opbakning. Uden vores trofaste støtter var det meget svært at drive klub. Samtidig mener vi, at vi som klub også er med til at brande byen og gøre det attraktivt at bo og bosætte sig her. I den forbindelse er vi glade for, at Spar Nord også er med på sponsorholdet i vores seniorafdeling og ser frem til et godt samarbejde.
Sponsoratet gælder for de næste to sæsoner.