Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →
- Nyheder
- Spar Nord Lolland Falster opruster med afdelingsdirektør
Spar Nord Lolland Falster opruster med afdelingsdirektør

Martin Mølgaard Kristoffersen (37) er netop tiltrådt som afdelingsdirektør i Spar Nord Lolland Falster. Med 17 års erfaring inden for den finansielle verden bidrager Martin med en stærk profil og stort lokalkendskab.
Med sine 17 års erfaring fra den finansielle sektor er Martin Mølgaard Kristoffersen en yderst kompetent forstærkning til holdet i Lolland Falster, hvor han pr. 1. maj er tiltrådt som afdelingsdirektør. Den nye lederstilling er dog ikke helt uvant for Martin, der kommer med erfaring som centerdirektør i Nykredit Nykøbing Falster. Selv ser Martin frem til at smøge ærmerne op og komme i gang med arbejdet:
- Jeg ser særligt frem til at være med til at gøre en forskel for hele Lolland Falster. Både overfor kunderne med hurtig lokal beslutningskraft og høj faglighed i rådgivningen, men også overfor de lokale fællesskaber og foreninger som vi får mulighed for at støtte.
For Martin var stillingen en unik mulighed for at være med til at starte et helt nyt bankområde op fra bunden.
- Det er rigtig mange år siden, at der er åbnet en ny bank på Lolland Falster, og når det samtidig er en af Danmarks største banker, som gør det, blev det straks meget interessant for mig, fortæller Martin Mølgaard Kristoffersen og fortsætter:
- Historikken har i mange år været, at man reducerer antallet af afdelinger og samler tingene i større enheder, så det er rigtig fedt, at Spar Nord tænker anderledes og aktivt vælger Lolland-Falster til.
For direktør i Spar Nord Lolland Falster, Brian Skov Henriksen, var der ingen tvivl om, at Martin var den rette kandidat til stillingen som afdelingsdirektør i den nyetablerede afdeling. Martin kommer til at have det daglige ansvar for privatafdelingen og bankens interne aktiviteter.
- Vores samarbejde kommer til at bygge på et stærkt makkerskab, hvor opgaver og ansvarsområder vil lappe ind over hinanden her i opstartsfasen, fortæller Brian Skov Henriksen og fortsætter:
- Martin er en utrolig kompetent bankmand og en vellidt leder. Men først og fremmest er han et virkeligt godt menneske. Og det er præcist det, som vores bank skal bygges op omkring. En bank, hvor kunderne kan regne med en stærk faglighed og får god og ærlig rådgivning. Derudover vil vores kunder blive mødt i øjenhøjde med et stort engagement for at finde gode økonomiske løsninger tilpasset deres situation. Det tror vi på, at der er brug for – også på Lolland Falster.
Privat bor Martin i Nordbyen med sin kone Trine og deres to børn Asta og Viggo. Når fritiden ikke bruges på familie og venner, spiller Martin golf på eliteplan og nyder en løbetur, når tiden tillader det.
Martin er tiltrådt stillingen som afdelingsdirektør for Spar Nord Lolland Falster pr. 1. maj 2022 og kan derfor allerede nu kontaktes på makr@sparnord.dk eller tlf. 96 16 19 85.