- Nyheder
- Spar Nord Lolland Falster opruster på erhverv
Spar Nord Lolland Falster opruster på erhverv
Charlotte Rønnov Gulland (37) tiltræder stillingen som totalrådgiver i Spar Nord Lolland Falster, hvor hun fremover skal rådgive selvstændige erhvervsdrivende med at balancere privat- og virksomhedsøkonomien.

Spar Nord Lolland Falster kan fra den 1. oktober byde velkommen til en ny kollega, Charlotte Rønnov Gulland, der er tiltrådt stillingen som totalrådgiver. Med sig har hun 17 års erfaring inden for den finansielle verden, og i sin tidligere stilling som seniorprivatrådgiver i Nykredit har hun bl.a. haft ansvar for mindre erhvervs- og landbrugskunder.
Charlotte skal fremover sikre kompetent rådgivning af bankens kunder med både privat- og erhvervsøkonomi. Hendes fokus vil være at give kunderne overblik over deres økonomi med øje for både udfordringer og muligheder, og dermed skabe økonomisk tryghed for dem på kort og langt sigt.
- Det er en stor glæde for os at få et aktiv som Charlotte ombord på holdet, og vi glæder os til, at hun skal være med til at bygge vores erhvervsafdeling op. Samtidig har Charlotte så meget erfaring, at hun også kan hjælpe vores privatforretning med at løbe endnu stærkere, udtaler Martin Kristoffersen, afdelingsdirektør i Spar Nord Lolland Falster.
Med sig i bagagen har Charlotte en privatrådgiveruddannelse og 17 års erfaring fra Nykredit, og hun har derfor et særdeles stærkt fundament for at varetage den nye stilling som totalrådgiver i banken. Hendes tilgang til jobbet er at levere gode kundeoplevelser ved at styrke samspillet mellem privat og erhverv.
Charlotte er født og opvokset i Nakskov på Lolland, og har derfor en stærk tilknytning til lokalområdet, som hun ser frem til at styrke endnu mere i den kommende tid. Privat bor Charlotte i Nykøbing Falster med sin mand og tre børn – to piger og en dreng. Fritiden bliver bl.a. brugt på sportslige aktiviteter, mad og vin, gode venner og rejser.
Charlotte Rønnov Gulland tiltræder stillingen som totalrådgiver pr. 1. oktober 2022. Har du brug for sparring om dine eller din virksomheds økonomiske muligheder, kan du kontakte Charlotte på tlf. 96161987 eller cgu@sparnord.dk.