- Nyheder
- Spar Nord opruster i det nordsjællandske med ny bank i Frederikssund
Spar Nord opruster i det nordsjællandske med ny bank i Frederikssund
Spar Nord opruster i det nordsjællandske med ny bank i Frederikssund
Efter de seneste to år at have åbnet afdelinger i Allerød, Hørsholm og Helsinge etablerer Spar Nord nu en lokalbank i Frederikssund. Med den nye etablering intensiverer Spar Nord kampen om nye privat- og erhvervskunder i det nordsjællandske.
Fra 1. juni vil Spar Nord være at finde i Frederikssund, nærmere bestemt i Jernbanegade. Det har banken i dag offentliggjort. Det bliver samtidig bankens 23. lokalbank på Sjælland.
- Vi tror på, at mennesker og lokal forankring gør forskellen. Derfor begynder det hele med, at vi finder den rette mand eller kvinde med ild i øjnene og lyst til at bygge en bank op fra bunden. Den person har vi fundet i Frederikssund, fortæller bankdirektør John Lundsgaard.
Af hensyn til nuværende ansættelse er det endnu for tidligt at sætte navn på den kommende direktør i Spar Nord Frederikssund, der tiltræder 1. oktober. Heller ikke navnene på de fire rådgivere, der allerede er lavet aftaler med, kan offentliggøres. Men de tre første begynder 6. juni, hvor de er klar til at byde nye kunder velkommen.
Spar Nord har igennem en lang årrække vundet markedsandele med afsæt i en tro på, at relationer skabes ved at være fysisk til stede med lokalt forankrede medarbejdere. Det er den tilgang, der har gjort banken til landets femtestørste.
- Frederikssund er en interessant kommune for os, fordi den rummer mange muligheder for både borgerne, forenings- og erhvervslivet, og fordi kommunen har et stort udviklingsfokus. Det taler godt ind i den måde, vi driver bank på, og vi kan derfor se os selv være med til at understøtte denne udvikling ved vores fysiske tilstedeværelse i kommunen, forklarer John Lundsgaard.
- Vi er således interesseret i både privat- og erhvervskunder i Frederikssund, og derfor skal vi også være til stede i Frederikssund. Vores måde at drive bank hviler på lokal tilstedeværelse og frihed til som medarbejder at gøre en forskel i lokalområdet. Med den filosofi har vi de senere år gået imod strømmen og åbnet nye lokalbanker, fortæller John Lundsgaard og tilføjer, at der bag de lokale banker står et hovedsæde med specialister inden for både privat og erhverv.
Spar Nord betjener både privat- og erhvervskunder med afsæt i 61 lokalbanker rundt om i hele landet. I 2022 kårede Aalund Business Research for sjette år i træk Spar Nord som den af de seks største banker med de mest tilfredse erhvervskunder. Med en ejerandel på cirka 19 procent er Spar Nord Fonden bankens største aktionær. Aktieudbytte fra dette ejerskab betyder, at Spar Nord Fonden årligt donerer 50-60 mio. kroner til lokale foreninger og fællesskaber rundt om i hele Danmark.