Spar Nord støtter Herning Opera Festival
Spar Nord Herning er gået sammen med Spar Nord Fonden om et sponsorat til Herning Opera Festival, som løber af stablen for første gang sidste weekend i august.

Herning Opera Festival afholdes i perioden fra 30. august til 1. september og præsenterer opera i helt nye omgivelser. Festivalen har til formål at bringe operaen ud af de vante rammer, og i stedet lade publikum opleve kunsten på en helt ny måde. Derfor er programmet også spækket med opera-events rundt om i hele byen med deltagelse af mange af landets helt store operasangere, der ligger vejen forbi byen denne weekend for at deltage i den store operafestival.
- Det er første gang, at det foregår i Herning, og vi synes, at det er en helt fantastisk ide, da det bringer en anderledes og mere ”folkelig” vinkel på opera, og det er forhåbentligt noget, der kan skabe endnu mere gang i gaden her i Herning, fortæller privatkundechef i Spar Nord Herning Morten Grønne-Reinholdt og fortsætter:
- I Spar Nord Herning elsker vi at opleve og støtte op om nye events i vores lokalområde, hvor der i forvejen findes mange tilbagevendende aktiviteter inden for både musik, sport, kultur og lignende. Og hertil synes vi, at Herning Opera Festival passer rigtig godt ind i et i forvejen rigt udbud af arrangementer. Det er meget positivt, at man har lykkes med at gøre et event med så høj kvalitet gratis. Vi håber derfor på, at festivalen fremadrettet kan blive en tradition her i Herning.
Udover at være sponsor til festivalen har Spar Nord også valgt at lade begivenheden være en anledning til at invitere bankens kunder forbi til et glas i forbindelse med åbningskoncerten.
- Vi ser frem til en god og unik oplevelse for en masse mennesker her i Herning – en fælles oplevelse, der giver energi og liv – også for de operasangere, der rejser til Herning denne weekend, lyder det afsluttende fra Morten Grønne-Reinholdt.