Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →
- Nyheder
- Spar Nord styrker sin position i Lillebæltsområdet
Spar Nord styrker sin position i Lillebæltsområdet
Der er nye tider på vej for de lokale Spar Nord-afdelinger i Fredericia og Middelfart. De to afdelinger sammenlægges nemlig til én stor afdeling midt i Lillebæltsområdet i andet kvartal 2022.
Med ambitionen om at øge den lokale tilstedeværelse, skabe endnu bedre kundeoplevelser og få en stærkere og fagligt bredere rådgivningssammensætning har Spar Nord valgt at sammenlægge sine to afdelinger i Fredericia og Middelfart til fordel for at åbne et nyt, stort finansielt rådgivningscenter ved afkørsel 59 i Lillebæltsområdet.
Sammenlægningen skal skabe endnu bedre kundeoplevelser, og ved at slå afdelingerne sammen udnyttes synergierne mellem afdelingerne i højere grad, og banken får mulighed for at udnytte og styrke kompetencerne indenfor alle rådgivningsområder, fortæller områdedirektør Torben Ploug:
- Vi kan mærke, at vores kunder og rådgivere efterspørger stærkere faglige miljøer med nem adgang til specialister. Samtidig har udviklingen de senere år medført, at vi i dag har langt færre strøgkunder og vores kunder i stedet kører til os. Derfor mener vi, at tiden er rigtig til at rykke teltpælene op og flytte ud af midtbyerne og i stedet placere os et sted med centrale adgangsforhold midt i Lillebæltsområdet. Vi tilvælger derfor aktivt områderne på begge sidder af vandet, som vi ser som store vækstområder i fremtiden, siger han og tilføjer:
- Den nye placering skal samtidig være med til at øge vores i forvejen store lokale engagement og tilstedeværelse, både synligt og via støtte fra Spar Nord Fonden. Det glæder vi os til, at lokalsamfundet kommer til at opleve.
Som led i sammenlægningen fortsætter alle 18 nuværende medarbejdere i området fordelt på privat og erhverv, ligesom der ansættes to nye rådgivere med fokus på at tage yderligere markedsandele. Torben Ploug vil fortsætte som områdedirektør for Spar Nord Lillebælt. Han vil sammen med erhvervsdirektør Søren Andersen øge kendskabet til Spar Nord som erhvervsbank og samtidig sikre, at Spar Nord også i fremtiden vil være en væsentlig finansiel partner i hele Lillebælt.
Tommy Lauersen fortsætter som afdelingsdirektør ligesom Kjeld Johansen forsætter som kundechef og skal på sigt være private banking-rådgiver. De kendte ansigter fastholdes dermed lokalt.
Det forventes, at sammenlægningen sker den 1. marts 2022.