Spar Nord Terndrup donerer på vegne af Spar Nord Fonden 25.000 kr. til den sidste beplantning i Terndruplund
Byens borgere kan se frem til nye gå- og løberuter i Terndruplunds smukke omgivelser, når tilplantningen af den sidste del af ejendommen Egebjerg igangsættes efter sammenlægningen med jordene. Spar Nord Terndrup har på vegne af Spar Nord Fonden doneret 25.000 kr. til projektet.

Onsdag 16. september var en god dag for Terndruplund. Her var afdelingsdirektør for Spar Nord Terndrup Torben Kirk nemlig ude i selvsamme omgivelser for at overrække en donation på 25.000 kr. til Per Seeberg, der repræsenterer Terndruplund Fonden.
Terndruplund, som også danner rammen om byens Grundlovsfest, har gennem årene udviklet sig meget og er blevet flot tilplantet. Senest har en sammenlægning mellem Terndruplund arvende ejendommen Egebjerg og jordene fundet sted, hvor det nu er den resterende del af den samlede ejendom, som skal tilplantes med eg, bøg og douglasgran med hjælp fra donationen fra Spar Nord Fonden.
- Jeg er glad for, at Spar Nord Fonden giver støtte til et projekt som dette. Terndruplund-området er en stor og vigtig del af byens identitet. Området er meget smukt og er til stor gavn for byens borgere og dens omegn. Derfor er det også med stor glæde, at den sidste tilplantning nu kan blive en realitet med hjælp fra Spar Nord Fonden, fortæller Torben Kirk.
Tilplantningen af den resterende del af ejendommen opstartes snarest, og forventes at være færdig inden årets udgang.