Spar Nord Vejle sponsorerer i samarbejde med DHL og Baron en SmartMover til Vejle BikePark
Med ønsket om at påskønne de mange frivillige, der konstant arbejder på at vedligeholde sporene i Vejle BikePark, har Spar Nord Vejle valgt at sponsorere en SmartMover til at køre materialerne ud på sporene, når der er behov for en fix-up.
Rockgardens, wallride, boardwalk og broer. Det er blot nogle af de features, de frivillige konstant arbejder på at vedligeholde for, at brugere af cykelparken altid møder en park, når den er bedst.
Med de mange kræfter og timer, der bliver lagt i projektet, fortjener de frivillige i den grad en SmartMover, så de kan spare på deres kræfter, fortæller direktør i Spar Nord Vejle Denny Andersen:
- Vejle BikePark er blevet et aktiv for det lokale og omkringliggende område takket være alle de frivillige, som har lagt utrolig mange kræfter i projektet for både at få etableret og vedligeholdt de mange features på sporene. Det vil vi gerne påskønne ved at sponsorere en SmartMover med aftagelig bakke og støttehjul.
Vejle BikePark blev indviet tilbage i august 2020 og har været mere end to år undervejs. Den blev skabt af mere end 60 frivillige sporbyggere i samarbejde med Vejle Kommune og er i dag en af Danmarks største teknik- og træningsbaner for mountainbikes.
Spar Nord Vejle har sponsoreret SmartMoveren i samarbejde med DHL og Baron.