3. september 2021
Herning

Spar Nords Ungdomspokal: Årets Unge Idrætsleder er kåret

Spar Nord Herning har igen i år kåret ’Årets Unge idrætsleder’ i samarbejde med Herning Idrætsråd. Selvom feltet har været særdeles skarpt, herskede der ingen tvivl om, at Emelie fra HGF Basketball skulle modtage den prestigefulde idrætspris for sin indsats.

3782 Herning · Nyhedsrum 1470X830px · Lokal · Sponsor · Donation

I stort set alle idrætsforeninger går der med statsgaranti en ung, frivillig leder rundt, der fortjener en nominering til Årets Unge Idrætsleder. Det gør der i hvert i idrætsforeningerne i Herning Kommune, hvor Spar Nord og Herning Idrætsråd har modtaget en lang række gode indstillinger til prisen.

Der kunne dog kun findes en vinder, og det blev i år Emelie fra HGF Basketball, som er træner for både U9/U11 og U13/U15. Hun har markeret sig med en helt særlig indsats, fortæller Rene Villadsen fra Spar Nord Herning:

- Hun har under nedlukningen lagt videoer op med øvelser, som børnene kunne lave derhjemme, så de kunne fortsætte deres baskettræning. Derudover var hun klar på udendørstræning, da muligheden for dette blev aktuelt. Hun har desuden sat sin egen træning på pause, så hun kunne være træner. Hun er med andre ord en ildsjæl udover det sædvanlige, som i den grad fortjener prisen som Årets Unge Idrætsleder for sin kæmpe indsats i klubben.

Pokalen blev overrakt ved Herning Idrætsråds repræsentantskabsmøde den 26. august. Med hæderen følger Spar Nords Ungdomsvandrepokal og en check på 5.000 kr. fra Spar Nord Herning.