Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →

30. januar 2019
Odense

Stort tillykke til vores to nye trainees med deres veloverståede eksaminer

At have hovedet begravet i tykke fagbøger er nu et overstået kapitel for Freja Vestergaard og Cecilie Birkelund Rasmussen, som netop har færdiggjort deres finansbachelor. Selvom de begge er færdige med deres uddannelse slipper de dog ikke helt for teori på skolebænken, da de begge starter i Spar Nord Odense som finanstrainees med opstart henholdsvis den 1. februar 2019 og 1. februar 2020.

Nyhedsrum trainees odense.png

Traineeforløbet er en vekselvirkning mellem kurser og praktik. På kurserne bliver de undervist i alment gældende emner og andre mere Spar Nord specifikke emner. Dernæst bliver de i den praktiske del sat grundigt ind i rådgivernes arbejdsopgaver og bliver fortrolige med Spar Nords produkter og systemer. Med andre ord kan de løbende løse deres egne arbejdsopgaver og derfor tillægges de også løbende mere og mere ansvar.

Freja starter som finanstrainee pr. 1. februar 2019. Men 1. februar er ikke Frejas første møde med banken, da hun både har været i praktik i banken i august 2017 og derefter har arbejdet i banken sideløbende med studiet. Hun ved derfor allerede, hvilke gode kollegaer der venter hende.

- Det jeg ser allermest frem til er at møde en masse kunder og give dem den bedst mulige sparring i forhold til deres bankforretninger. Derudover glæder jeg mig til en masse spændende udfordringer i en dynamisk hverdag, hvor der er rig mulighed for at gøre brug af den viden, jeg har opnået igennem studiet, samt den viden jeg kommer til at opnå i mit traineeforløb udtaler Freja.

Cecilie venter, grundet lykkelige omstændigheder, 1 år med at starte som finanstrainee, og starter derfor pr. 1. februar 2020. Men februar 2020 er heller ikke for Cecilie første møde med banken, da hun siden maj 2018 har været ansat som studentermedhjælper. Idet Cecilie nu er færdiguddannet vil hun indtil slut april være at finde i banken som fuldtids kundemedarbejder.

- Da jeg ikke var i praktik i banken, glæder jeg mig meget til at være en del af hverdagen herinde i stedet for kun at være her en gang om ugen. Jeg glæder mig samtidig til alle de udfordringer, der kommer, når jeg starter op. Jeg elsker at lære nye ting og synes, at det gør hverdagen spændende, når man kan mærke, at man udvikler sig indenfor et område fortæller Cecilie.