Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →

14. april 2020
Helsingør

Succesfuldt e-sportsevent udløser store forventninger til fremtiden

Efter Spar Nord Helsingør i starten af marts havde kæmpe succes med at invitere børn og unge til en eftermiddag i e-sportens tegn, giver det nu store forventninger til fremtidens e-sport i Helsingør.

Spar Nord Helsingør E Sport 1200X478

Det gik over al forventning, da Spar Nord Helsingør inviterede til e-sportsevent i Cinema Center i Helsingør den første lørdag i marts. Arrangementet blev nemlig hurtigt udsolgt, efter rygtet havde spredt sig blandt de mange Fortnite-fans.

- Vi fik tilmeldinger fra alle steder i lokalområdet og sågar fra Fyn og Jylland. Opbakningen var så massiv, at vi kunne melde udsolgt efter få dage, fortæller en positivt overrasket direktør i Spar Nord Helsingør Piet Petersen og fortsætter:

- Med så massiv opbakning fortæller det noget om potentialet for e-sportens udbredelse i vores lokalområde og ikke mindst i hele Danmark. Det giver store forventninger til fremtidens e-sport, der lader til at kunne blive lige så almindeligt som at gå til fodbold.

Til eventet kunne Spar Nord Helsingør i samarbejde med den populære youtuber og Fortnite-spiller, Vercinger, byde børn og unge inden for til en eftermiddag i e-sportens tegn. Vercinger havde taget sin ven GoldenJ med, der inviterede til holdkamp. Det gav alle deltagere mulighed for at spille sammen med de to professionelle e-sportsudøvere, hvilket også var en stor oplevelse for Ejvind Lauritsen, også kendt som Vercinger:

- Det er vigtigt for e-sporten, at der afholdes arrangementer som dette, der støtter op om børnene og deres fritidsinteresser. Dette gav mig muligheden for at møde mine følgere i øjenhøjde, og for det vil jeg sende en stor tak til Spar Nord Helsingør.

På dagen deltog ikke færre end 196 børn og unge med interesse i computerspillet Fortnite - et onlinespil, der kan spilles alene eller i hold, hvor det gælder om at blive den sidste levende på øen.

Fremtidens e-sport
Til arrangementet havde Spar Nord Helsingør også inviteret en anden lokal aktør inden for e-sporten, HYDR eSport, der er en e-sportsklub med centre i Søborg, Allerød og på Frederiksberg. Hos HYDR eSport stod de også tilbage med en oplevelse i særklasse efter lørdagens event:

- Hos HYDR eSport er det vores ambition at skabe et socialt samlingspunkt med struktureret læring, hvor både drenge og piger i alle aldre kan være fælles om e-sporten, og hvor forældre trygt kan sende deres børn hen. Derfor er vi rigtig glade for, at Spar Nord Helsingør inviterede os, så vi kunne være med til at vise en masse unge mennesker og deres forældre glæden ved e-sport, fortæller leder af HYDR eSport Victor Fenger Bruun De Neergaard.

Også Piet Petersen er optimistisk omkring fremtidens e-sport:

- Med et udsolgt event viser det bare, at interessen for e-sport er kommet for at blive. Gode oplevelser som denne, der sætter børn og unge i fokus og giver dem plads til at udfolde interesser i fællesskab, er helt sikkert en form for aktivitet, vi ønsker at støtte op om, siger han og fortsætter:

- Vi ser derfor positivt på muligheden for at afholde et lignende arrangement igen, og i lyset af de mange positive tilkendegivelser fra børn og unge er det helt klart i vores overvejelser at se nærmere på de initiativer, der skabes inden for området, i fremtiden.