Thomas Rømer fejret efter 25 år i Spar Nord

5004 · Nyhedsrummet · Lokale Nyheder · Jubilaeum

25 år er gået siden privatrådgiver Thomas Rømer startede som elev i Spar Nord Frederikshavn.

Bortset fra en afstikker til Spar Nord i Hjørring i fem af årene, har Thomas Rømer alle årene været i Spar Nords afdelinger i Frederikshavn.

- Min tid i Spar Nord har været fantastisk. Jeg har mødt så mange gode mennesker såvel kolleger som kunder. Jeg har altid ønsket at møde mine kolleger og kunder i øjenhøjde. Det har altid passet bedst til mig, og den måde som jeg gerne vil være på, fortæller han.

- Årsagen til jeg har været så mange år i Spar Nord skyldes gode kolleger, spændende arbejdsopgaver, at jeg altid har følt mig værdsat og så synes jeg ganske enkelt, at jeg har verdens bedste arbejdsplads, tilføjer Thomas med et smil.

Henover de sidste 25 år har kollegerne og utallige kunder i både Frederikshavn- og Hjørring-området sat stor pris på hans smilende, ærlige, uhøjtidelige og pligtopfyldende tilgang til opgaverne og omverdenen.

Thomas bor i Frederikshavn, hvor han født og opvokset. Barneskoene er blandt andet blevet slidt på halgulvet hos FFI Håndbold, og kærligheden til håndboldspillet har også holdt ved igennem årene – først som spiller og siden som træner.

- Efter at have været aktiv i FFI i mange år, er det skønt at jeg i dag også kan følge min egen søn fra sidelinjen i klubben. Eller på fodboldbanen i Bangsbo Freja. Jeg er glad for at være i en bank, der som Spar Nord er så optaget af at give noget tilbage til lokalsamfundet og bidrage til et stærkt forenings- og fritidsliv, slutter jubilaren.

Privat er Thomas gift med Anja og sammen har de Albert på 5. Fritiden bliver, udover den store interesse for sport, brugt sammen med venner og familie.

Publiceret d.
5. august 2022