- Nyheder
- Udlånsvækst medvirker til at sikre stærkt tredje kvartal
Udlånsvækst medvirker til at sikre stærkt tredje kvartal
Udlånsvækst medvirker til at sikre stærkt tredje kvartal
Fortsat høje renteindtægter er sammen med stærk kreditkvalitet hos kunderne, en stigning i kapital under forvaltning og en tilfredsstillende udlånsvækst baggrunden for, at Spar Nord kommer ud af 1.-3. kvartal 2024 med et samlet resultat på 1.779 mio. kr. efter skat.
Spar Nord har torsdag offentliggjort regnskab for perioden 1.-3. kvartal 2024, og det viser et meget tilfredsstillende resultat på 1.779 mio. kr. efter skat og en egenkapitalforrentning på 18,0 procent. Dermed er 2024 godt på vej til at blive det næstbedste resultat i bankens historie.
- Særligt det faktum, at vi formår at vækste vores udlån med 3,5 mia. kr. og vores kapital under forvaltning med 11 mia. kr. sammenlignet med samme periode sidste år, er værd at hæfte sig ved.
Lasse Nyby
Administrerende direktør i Spar Nord
- Samtidig kan vi for sjette kvartal i træk tilbageføre nedskrivninger, hvilket er et udtryk for den gode sundhedstilstand, vi generelt oplever blandt vores privat- og erhvervskunder.
Samlet set realiserer Spar Nord basisindtægter for 4.323 mio. kr. svarende til 2 procent mere end samme periode sidste år. Stigningen kan blandt andet tilskrives en bedre forrentning af bankens overskudslikviditet og en forøgelse af selvsamme i perioden.
Nettogebyrindtægter steg med 26 mio. kr. til 1.164 mio. kr. Sammenlignet med året forinden er nettogebyrindtægter fra kapitalforvaltning og handel med værdipapirer forøget med 36 mio. kr., mens et fortsat lavt niveau på boligområdet medførte et fald på 27 mio. kr.
- Trods lav aktivitet på boligområdet, som også har kendetegnet de seneste kvartaler, er kunderne fortsat interesseret i at lave forretninger med os. Det gælder blandt andet inden for områder som forsikring og pension, hvor vi oplever en stigning i indtægten på 5 procent i perioden, fortæller Lasse Nyby.
Med baggrund i den samlede udvikling formår Spar Nord at vokse sit forretningsomfang med 5 procent sammenlignet med de første tre kvartaler af 2023. Bankens samlede forretningsomfang udgør nu 372 mia. kr.
Den økonomiske udvikling i tredje kvartal var medvirkende til, at banken den 23. oktober kunne justere sine finansielle forventninger til hele året. Således forventer Spar Nord nu et samlet resultat i niveauet 2.100-2.300 mio. kr. efter skat for 2024.
- 2024 tegner til at blive endnu et godt år for banken og bankens kunder, og det er vi selvfølgelig godt tilfredse med, lyder det afsluttende fra Lasse Nyby.