Her skal du være særligt opmærksom, når du shopper online på Black Friday 

Nyhed · Black Friday

Årets største handelsdag står for døren, og det betyder, at de digitale svindlere sidder klar bag skærmen til at frarøve danskerne tusindvis af kroner. Faktisk har det med nye og forbedrede AI-værktøjer aldrig været nemmere for svindlerne, lyder det fra fraud specialist i Spar Nord, Jesper Andreasen, som især fremhæver to svindeltendenser, hvor danskerne skal være på vagt. 

Sidste år blev 189.000 danskere udsat for digital svindel, viser en undersøgelse fra Justitsministeriet, Rigspolitiet, Københavns Universitet og Det Kriminalpræventive Råd. Det er en stigning på cirka 29 procent, hvis man sammenligner med året inden, hvor knap 147.000 blev svindlet.

Det voksende antal svindelsager mærker man også hos en af Danmarks største banker Spar Nord. Det gælder ikke mindst i forbindelse med årets største handelsdag, Black Friday, hvor antallet af henvendelser om svindel fra bankens kunder stiger markant. 

- I forbindelse med Black Week og Black Friday plejer telefonerne at ringe mere end normalt, hvor vores kunder er blevet svindlet, og den tendens vil vi formentlig også se i år. Selvom danskerne efterhånden har opbygget en rigtig god digital kildekritik, skal vi ikke glemme, at svindlerne også kun er blevet bedre. Det gælder ikke mindst nu, hvor de har fået både nye og forbedrede AI-værktøjer som ChatGPT, der for eksempel let kan oversætte udenlandske svindelbeskeder og -hjemmesider til velformuleret dansk, forklarer fraud specialist i Spar Nord, Jesper Andreasen.

Særligt to svindelnumre går igen

Ifølge Jesper Andreasen er der særligt to former for svindel, som danskerne skal være på vagt overfor, når de går ind i Black Friday-ugen. En af dem er de falske webshops, hvor svindlerne står klar med både gode tilbud, begrænsede varer og unikke muligheder, som skal fralokke danskerne deres penge.  

- En af de største faldgruber på Black Friday er falske webshops, hvor svindlere lokker danskerne til at købe nogle varer, der for eksempel lige præcis er billigere end alle andre webshops. Derfor skal man også være særligt opmærksom, hvis prisen er mistænkelig billig, eller hvis tilbuddet udløber inden for kort tid, forklarer Jesper Andreasen og fortsætter: 

- Hvis man gerne vil være på den sikre side, når man shopper online, kan man hente en gratis app til mobil, tablet eller desktop, som er udviklet af e-mærket, der arbejder for en tryg nethandel i Danmark. Den sørger for at advare mod phishing-sider samt svindelshops og beskytter med tydelige advarsler, når man er på vej ind på usikre sider. 

Udover falske webshops fremhæver Jesper Andreasen falske beskeder fra transportfirmaer som DAO, GLS og Postnord som et andet udbredt svindelnummer. 

- Den anden form for svindel, som vi oftest ser, er, at transportvirksomheder misbruges i forbindelse med handler på nettet. Her modtager danskerne falske ekstraopkrævninger for fragt enten via SMS eller mail, som efter sigende skulle være nødvendig for, at de modtager deres pakke. I den forbindelse er det vigtigt for danskerne at vide, at transportfirmaer aldrig håndterer betalinger, men at ekstrabetaling for fragt altid vil blive opkrævet af den virksomhed, hvor man har bestilt pakken. 

Og skulle man alligevel komme til at købe noget på en falsk hjemmeside, er det ifølge Jesper Andreasen altid en god idé at ringe til sin bank.

- Vi har et godt samarbejde med Nets, som kan hjælpe med at undersøge en online butik nærmere, hvis vi oplever flere henvendelser om svindel. Derfor er det vigtigt, at man kontakter sin bank, så snart man får fornemmelsen af, at uheldet er ude. Banken vil også ofte kunne hjælpe med at få eventuelt mistede penge tilbage. 

Jesper Andreasen anbefaler, at man ved online handel altid betaler med betalingskort i stedet for eksempelvis kontooverførelser. På den måde kan banker som udgangspunkt hjælpe med at få pengene tilbage, hvis man ikke modtager sin vare.

Publiceret d.
27. november 2024