Vi rykker sammen med vores kollegaer på ny adresse i Aalborg

aalborg-oesteraa.jpg

Spar Nord i Aalborg, Østeraa flytter for at rykke sammen med kollegaer fra Spar Nord og Nykredit. Vi flytter til en moderne ejendom i Tankedraget 25 i Aalborg. Herfra vil kunderne blive mødt af et fortsat højt serviceniveau, kompetent rådgivning, gode værditilbud og et stærkt lokalt engagement fra hele byens foreningsejede bank.

Hele byens foreningsejede bank flytter fra Østeraa til Tankedraget 25.

Flytningen sker i forbindelse med sammenlægningen af Nykredit og Spar Nord. Med flytningen bliver det muligt at skabe et større fagligt fællesskab med flere forskellige kompetencer samlet i ét hus til gavn for både kunder og medarbejdere.

I forbindelse med flytningen sættes ejendommen Østeraa, som er beliggende på Østerågade 12 i Aalborg, samtidig til salg, efter Østeraa i en længere årrække har været ejet af Spar Nord.

Jacob Jensen, regionalbankdirektør for Nykredit og Spar Nord i Nordjylland, udtaler i den forbindelse:

"Vi har været glade for ejendommen Østeraa, hvor vi har haft adresse i mange år. Østeraa er en flot, men ældre ejendom, der samtidig er bevaringsværdig. Det vil kræve en omfattende modernisering af ejendommen for at kunne rumme den kapacitet, som vi har brug for i et sammenlagt Spar Nord og Nykredit. Af respekt for ejendommens historie har vi i stedet valgt at sælge Østeraa, og vi leder derfor nu efter den rette køber til at overtage de fine lokaler."

"Tankedraget 25 er en moderne ejendom, hvor der er plads til at samle flere kollegaer under samme tag samtidig med, at vi kan tilbyde kunderne nye og attraktive rammer med bl.a. gode parkeringsforhold. Fra Tankedraget vil vi være en vigtig arbejdsplads i Aalborg, hvor vi fortsat vil være synlige, engageret og tilstede lokalt. Vi ser frem til at vise kunderne styrken ved hele byens foreningsejede bank og tage imod dem på vores nye adresse i Aalborg."

Tankedraget 25 vil være en fælles lokation for både Nykredit og Spar Nord, hvor lokalbanken vil bære begge bankers logo på ydersiden af bygningen.

Som kunde betyder det, at man fra 25. marts ikke længere kan henvende sig ved Spar Nords tidligere lokaler på Østeraa. I stedet vil kunderne blive budt velkommen i den fælles lokalbank ved Tankedraget 25, hvor de vil blive mødt af medarbejdere fra både Nykredit og Spar Nord.

Publiceret d.
4. marts 2026