- Privat
- Produkter
- Børn & tweens
- Børneopsparing
Der kan oprettes én børneopsparing pr. barn, og det er alene forældre, bedsteforældre og oldeforældre eller værger, der kan oprette en konto. Alle de nævnte familiemedlemmer - samt barnet selv - kan indskyde penge på kontoen.
Det er muligt at indskyde op til 6.000 kr. om året. I alt kan der sættes op til 72.000 kr. ind i hele opsparingsperioden. Hertil kommer de renter/afkast, som løbende tilskrives.
Der er ikke krav om mindstebetaling på kontoen. Du bestemmer altså selv, hvornår og hvor meget du vil indsætte på kontoen.
Bindingsperiode
Vær opmærksom på, at en børneopsparing skal oprettes, inden barnet fylder 14 år. Den skal oprettes i barnets navn og tilhører barnet. Kontoen er bundet i mindst syv år og kan tidligst hæves, når barnet fylder 14 år og senest ved udgangen af det år, hvor barnet fylder 21 år.
Bindingsperiodens udløb aftales, når børneopsparingskontoen oprettes. Den aftalte bindingsperiode kan ikke afkortes. Bindingsperioden kan forlænges, hvis dette sker inden udløbet af den oprindelige bindingsperiode, og udgør mindst 7 år. Bindingsperioden må aldrig strække sig ud over det kalenderår, hvori kontohaveren fylder 21 år.
Op til 6.000 kr. om året
Det maksimale beløb, der kan indsættes på en børneopsparing er forhøjet til 6.000 kr. om året med virkning for indskud foretaget fra 1. januar 2018. Det samlede indskud på kontoen må i hele opsparingsperioden ikke overstige 72.000 kr.
Invester opsparingen
I disse år er renten på børneopsparing meget lav, men du har mulighed for at få børneopsparingen til at vokse mere.
Der er flere måder, hvorpå du kan investere dit indestående på en børneopsparing. Du kan vælge imellem:
- En kontant forrentning hvor afkastet følger markedsrenten.
- En puljeinvestering hvor din investering spredes over flere værdipapirer*
- Individuelt depot hvor du selv bestemmer, hvilke værdipapirer der investeres i.
* Efter 31. maj 2015 er puljeinvestering ikke er dækket af Garantiformuen.
Det er dig som indskyder, der vælger, om og hvordan pengene skal investeres. Det er individuelt, om en investering af børneopsparingen vil være en god idé for dig og afhænger af din risikoprofil og investeringshorisont. Derfor anbefaler vi, at du gennemgår bankens digitale investeringsguide i netbanken for at finde frem til den rigtige investering for dig.
Børnebørnskonto
Giv dine børne- eller oldebørn en flyvende start på voksenlivet med en opsparing. Det maksimale beløb, som du årligt kan indsætte på kontoen, følger det afgiftsfrie gavebeløb, mens det samlede indskud ikke må overstige 500.000 kr. Det er dig, der bestemmer, hvornår kontoen skal udbetales.
Du kan vente, til barnet fylder 18 år, men det kan for eksempel også ske i forbindelse med barnets konfirmation. Vær opmærksom på, at du skal have samtykke fra barnets forældre, før du opretter en Børnebørnskonto.
Indestående på en Børnebørnskonto skal senest udbetales til barnet, når det fylder 18 år.