Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →
7 spørgsmål, du skal stille dig selv, inden du sætter din bolig til salg
7 spørgsmål, du skal stille dig selv, inden du sætter din bolig til salg

Går du med tanker om at sælge din bolig, er det vigtigt, at du har gjort dig visse overvejelser, inden du ringer til ejendomsmægleren. Ikke mindst for at være sikker på, at beslutningen om at sælge er den rigtige. Her får du ejendomsmæglerens og bankrådgiverens anbefalinger til formålet.
Hvad er dine chancer for at få solgt? Kan det overhovedet betale sig? Og hvor skal du bo efter salget?
Der er som regel mange spørgsmål, der melder sig, hvis du går med tanker om at sælge din bolig. Og det er kun godt. For ved at besvare spørgsmålene kan du spore dig ind på, om det nu også er det rigtige for dig at sælge din bolig nu og her – eller om du måske skal vente lidt.
Vi har spurgt ejendomsmægler Frank Vestergaard Andersen fra ejendomsmæglerfirmaet Thorkild Kristensen og kunderådgiver Casper Karup Kibsdal fra Spar Nord Hasseris om, hvad man gør klogt i at spørge sig selv om, inden man sætter sin bolig til salg. Her får du deres anbefalinger.
1. Hvorfor vil jeg sælge?
Du har sikkert allerede overvejet denne del, hvis du går med tanker om at sælge din bolig. Men det er også vigtigt, at du har tænkt beslutningen ordentligt igennem, inden du ringer til ejendomsmægleren. Hvis du sætter til salg og ender med at fortryde, kan det nemlig stille dig dårligt, hvis du beslutter dig for at sætte til salg igen på et senere tidspunkt. Boliger, der bliver sat til salg ”on and off”, vil nemlig forvirre køber og skabe tvivl om din ejendom.
Vil du gerne sælge din bolig for at opnå en billigere husleje, anbefaler vi, at du får din bankrådgiver til at kaste et blik på din nuværende boligfinansiering. Hvem ved? Måske det bedre kan betale sig for dig at lægge dine lån om eller at tilvælge afdragsfrihed i en periode.
2. Hvornår skal jeg sætte til salg?
For nogle boliger er årstiden ikke helt uvæsentlig for, hvor lang tid det tager at få solgt. Skal du f.eks. sælge en mindre lejlighed i en af de større byer, er det nemmest at få solgt omkring studiestart, mens der for villaer ikke på samme måde er sæson for salget. Her er det renteniveauet og efterspørgsel, der styrer. For sommerhuse eller landejendomme er det mest oplagt at sætte til salg i foråret. Og især hvis det er en naturskøn ejendom, hvor det er afgørende, at køber falder for de udvendige arealer.
3. Hvad betyder salget for min økonomi?
Allerede fra du begynder at overveje at sælge din bolig, anbefales det at få vurderet din bolig – også selvom du endnu ikke har taget den endelige beslutning om at sælge. Vurderingen kan nemlig give dig en indikation på, hvordan du er stillet efter salget, bl.a. i forhold til hvor meget du har at købe din næste bolig for.
Har du allerede en idé om, hvor du gerne vil bo efter salget, kan du også få din bankrådgiver til at lave en beregning på finansieringen af dit forestående boligkøb, så du har overblik over dine fremtidige boligudgifter. Skaber flytningen nye behov, kan din bankrådgiver også tage højde for disse i beregningen, f.eks. hvis du flytter længere væk og får brug for at købe en (ekstra) bil.
Tip
Få flere forskellige mæglere til at vurdere din bolig, så du har en sikkerhed for, at prisen er fastsat korrekt. Husk på, at langt de fleste mæglere tilbyder gratis vurdering.
4. Hvad er mine forventninger til salgsprisen?
Selvom du måske allerede har gjort dig forhåbninger om, hvad din bolig er værd, er det vigtigt at få fastsat prisen ud fra det gennemsnitlige niveau i området. Tag derfor en snak med mægleren om dine forventninger, også i forhold til hvor hurtigt du har brug for at få solgt, så i sammen kan finde den rigtige pris. Det vigtigste er, at prisen ikke bliver sat for højt, da det kan forlænge liggetiden unødigt.
5. Hvor lang tid tager det at få solgt?
Der kan være stor forskel på, hvor lang tid det tager at få solgt en bolig afhængigt af beliggenheden. Inden du sætter til salg, kan det derfor være nyttigt at få en indikation på, hvor lang tid det typisk tager at sælge en bolig i din landsdel, så du ved, hvad du skal forvente af salgsforløbet.
Tjek den gennemsnitlige liggetid for dit postnummer.
6. Skal jeg købe eller sælge først?
Om du skal købe dit næste hjem, før du har solgt din nuværende bolig, afhænger dels af, hvad din økonomi kan bære, og dels hvilken type bolig du leder efter. Har du udset dig en særlig ejendom med en speciel beliggenhed, som der er rift om, kan det blive nødvendigt at slå til, før du har fået solgt din nuværende bolig. For langt de fleste vil det dog være nødvendigt at få solgt først, da det er de færreste, der kan afvikle to lån på én gang. Forhør dig evt. om dine muligheder hos din bankrådgiver.
7. Hvornår vil jeg gerne flytte?
Overvej, hvornår du gerne vil flytte, så du kan få oplyst mægleren om din tidshorisont. Påtænker du at flytte inden for relativt kort tid, f.eks. hvis du har fundet en ny bolig eller et job i en anden by, vil mægleren nemlig prioritere at jagte de kunder, der gerne vil flytte ind med kort varsel – og vice versa hvis ikke det haster med at få solgt.
Påtænker du at købe et renoverings- eller nybyggerprojekt, anbefaler vi dig at få overblik over, hvornår du kan flytte ind i dit kommende hjem, så du undgår overlap mellem overdragelsen af din nuværende bolig og overtagelsen af din nye. Dermed undgår du at skulle bosætte dig midlertidigt et tredje sted, indtil din kommende bolig er indflytningsklar.
Vil du gerne have flere tips til at sælge din bolig? Du er kun ét klik fra ejendomsmæglerens bedste råd til, hvordan du gør din bolig nemmere at sælge.
Skal vi hjælpe med dit boligsalg?
Kontakt os helt uforpligtende, så vender vi tilbage hurtigst muligt. Vi er her for at rådgive.