- Nyheder
- DetStarterMedMusikken modtager donation på 16.000 kr.
DetStarterMedMusikken modtager donation på 16.000 kr.
DetStarterMedMusikken modtager donation på 16.000 kr.
Spar Nord Amager har, på vegne af Spar Nord Fonden, doneret 16.000 kroner til Foreningen DetStarterMedMusikken. Donationen skal gå til et kreativt musikalsk forløb målrettet unge mellem 12-28 år.
Foreningen DetStarterMedMusikken er en socialøkonomisk forening, som har et særligt fokus på, hvordan musik spiller ind i kreativ udfoldelse – som deres motto også afslører, så starter det med musikken.
Som et nyt koncept har foreningen igangsat projekt Rap Camp, der er et musikalsk forløb, som er målrettet unge mennesker i alderen 12-28 år. I løbet af seks intensive dage, som workshoppen løber over, vil de unge blive taget med på en dannelsesrejse, hvor musikken og den enkelte deltager er i centrum.
Forløbet retter sig med hovedvægt mod den gruppe af udsatte unge, som mange fravælger. Dette har Spar Nord Fonden valgt at støtte op om med en donation på 16.000 kroner.
- Vi er som lokalbank meget stolte over, at vi, på vegne af Spar Nord Fonden, kan støtte op om DetStarterMedMusikken og deres gode indsats for udsatte unge i vores lokalområdet. Foreningen tilbyder værdifulde aktiviteter med fokus på kreativ udfoldelse og fællesskab, udtaler Erdal Uzun, afdelingsdirektør for Spar Nord Amager.
Gruppen af deltagere vil bestå af en blanding af udsatte unge og ressourcestærke unge. Deltagerne får mulighed for, både i fællesskab og individuelt, at arbejde sammen med erfarne og kendte rappere og undervisere, der viser vigtigheden i at have en plan med sine budskaber. Det hele munder ud i, at de unge indspiller deres egne tekster på et fælles musiknummer.