Spar Nord Amager støtter ungt fodboldhold med jakkedonation

8597 Amager · Nyhedsrummet · Idrætsefterskole

Som en del af Spar Nords nye strategi har medarbejderne landet over fået mulighed for at give tilbage til lokale initiativer, foreninger og gode formål, der har en personlig betydning. Dette fik Sydøstsjællands Idrætsefterskoles fodboldhold stor glæde af.

I forbindelse med Det Lokale Løfte har privatrådgiver Heidi Cecilie Terp Rasmussen fra Spar Nord Amager og en kollega fra Amagerbrogade doneret hele 38 jakker til fodboldholdet på Sydøstsjællands Idrætsefterskole.

Donationen havde en værdi på 10.000 kroner, hvilket har muliggjort, at fodboldholdet nu kan få matchende jakker – noget, der skaber fællesskab og stolthed blandt de unge spillere.

- Det betyder enormt meget at være en del af en arbejdsplads, hvor man som medarbejder har mulighed for at støtte op om lokale tiltag, der har en personlig betydning i ens eget lokalområde, udtaler Heidi Cecilie Terp Rasmussen.

Reaktionen fra efterskolens fodboldhold var ikke til at tage fejl af: de var både taknemmelige og begejstrede. De har allerede haft glæde af jakkerne på deres seneste tur til Amsterdam, hvor de med stolthed kunne repræsentere både hold og skolen.

Publiceret d.
14. november 2024