Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →

Ny elkøbsaftale skal gøre Spar Nord grønnere

A49 · Topfoto

Spar Nord skal fremover være grøn. Det står klart efter banken sammen med en række andre virksomheder inden for den finansielle sektor har indgået en aftale om at købe grøn strøm fra energiselskabet Better Energy. Med aftalen følger også opførelsen af en helt ny solcellepark.

Grøn strøm er ikke bare grøn strøm. Grøn strøm kan komme fra ældre eksisterende anlæg, der modtager statsstøtte, eller fra ny støttefri vedvarende energi. Og det er netop sidstnævnte, der skal være med til at sætte strøm til Spar Nord i fremtiden. Banken har sammen med et nyt partnerskab inden for den finansielle sektor nemlig indgået en aftale med energiselskabet Better Energy om, at de fremover skal forsyne virksomhedernes elforbrug.

 - Klimamålene for både 2025 og 2030 står og falder med, om vi har grøn strøm nok til at dække behovet, som en omfattende elektrificering af samfundet fører med sig. Derfor er det også et stort skridt i den rigtige retning, at Nykredit, Spar Nord, Lollands Bank, Faster Andelskasse, Sparekassen Nørre Nebel og JN Data går sammen om en elkøbsaftale, der netop har reel effekt på opførelsen af ny vedvarende energi. På den måde er det dem, der forbruger strømmen, som samtidig er med til at øge den danske grønne energiproduktion, forklarer Rasmus Lildholdt Kjær, adm. direktør i Better Energy.

Han påpeger samtidig, at en af de nemmeste måder at accelerere den grønne omstilling er ved at købe ny additionel grøn energi i stedet for blot at købe grønne certifikater fra eksisterende produktionsanlæg.

For de forskellige sparekasser og finansielle institutioner har det været afgørende at bidrage til den grønne omstilling, og det har derfor været nødvendigt at indgå i et bindende fællesskab, som har været stort nok til at sikre opførslen af en ny solcellepark.

"I Spar Nord ønsker vi at tage et særligt ansvar for at
medvirke til at nedbringe klima- og miljøbelastninger"

Lea Magnusson
Direktør i Facility Management i Spar Nord


- Vi har længe haft et strategisk fokus på at nedbringe vores egen CO2-udledning ved blandt andet at etablere et forbrugskontrolsystem og vælge grønnere driftsløsninger på el, vand og varme. Ved at indgå i en elkøbsaftale og bidrage til opførelsen af en ny solcellepark i Danmark, så er vi med til at tage et vigtigt skridt i en grønnere retning – ikke kun for banken, men også for samfundet i bredere forstand og ikke mindst lokalområderne.

Lokalplanen for solcelleparken blev godkendt i september 2021, og den er kulminationen af mere end to års forberedelser. Med elkøbsaftalen kan Better Energy finansiere og igangsætte byggeriet af solcelleparken, der forventes at stå færdig i slutningen af 2022.

Solcelleparken vil producere nok grøn strøm til at forsyne det årlige gennemsnitsforbrug for ca. 32.000 danskere. Det fremgår ligeledes af lokalplanen, at det er forventningen, at solcelleparken vil have en positiv påvirkning på naturbeskyttelsesinteresserne, da parken forbedrer forholdene for de tilstødende naturområder.

Solkraft spiller afgørende rolle frem mod 2025

Danmarks klimamål for 2025 indebærer, at CO2-udledningerne som minimum skal reduceres med 50 procent sammenlignet med 1990-niveau. Frem mod 2025 forventer Energistyrelsen, at det største bidrag til forøgelsen af den danske vedvarende produktionskapacitet kommer fra solkraft. 72 procent af den grønne produktionskapacitet forventes at komme fra solkraft. Havvind og landvind forventes at bidrage med henholdsvis 20 procent og 8 procent de kommende fire år.

Sidste år udgav regeringens klimapartnerskab for finanssektoren en køreplan for, hvordan sektoren selv kunne reducere CO2-udledningerne. Her var en af de centrale anbefalinger netop, at banker og finansinstitutioner bør købe certificeret grøn strøm, der bidrager til opstillingen af ny energiproduktion.

Publiceret d.
10. december 2021