Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →

Spar Nord Korsør støtter VK Vestsjælland

4353 Ligafredag · Nyhedsrummet

Med et ønske om at give tilbage til det lokalsamfund, som Spar Nord Korsør og dens medarbejdere selv er en del af, er banken en stolt sponsor af byens volleyklub VK Vestsjælland.

Har man oplevet en volleykamp i Korsørhallen en fredag, så er man både bekendt med et brølende hjemmepublikum og klubbens nye koncept ’ligafredag’. Som et initiativ for at skabe opmærksomhed omkring klubbens ligakampe, har den lokale volleyklub forsøgt sig med at afholde hjemmekampe om fredagen, hvor der også er mulighed for fællesspisning samt en øl efter kampen – både for spillere og publikum.

Ifølge bestyrelsesmedlem Louise Hauge har det nye koncept været en stor succes, og har tiltrukket mange publikummer i hallen.

- Det er fantastisk at mærke det sammenhold, som opstår når der kommer så mange i hallen og tager del i ligafredag. Vi mærker ligeledes en rigtig stor opbakning fra vores sponsorer, der som oftest også er i hallen for et heppe på ligaholdet, fortæller Louise Hauge og fortsætter:

- Det er dyrt at have et ligahold. Derfor er vi utroligt glade for at have Spar Nord som sponsor. Derudover er det dejligt at mærke den interesse som banken har for holdet blandt andet ved, at de ofte er at finde i hallen til ligafredag.

For afdelingsdirektør i Spar Nord Korsør, Lennart Husted Laursen, er det tydeligt at se, hvilken forskel de lokale ildsjæle gør for interessen både i volley men også i VK Vestsjælland. Derfor er Lennart også stolt af at være en del af klubben gennem sponsoratet.

- Vores lokale foreninger og ildsjæle er vigtige for vores by og byens fællesskaber. Det er ingen undtagelse for VK Vestsjælland. Volleyklubben drives af mange ildsjæle, der brænder for deres klub. Ikke nok med at klubben formår at rumme alle spillere lige fra nybegynderen til landsholdsspilleren, så formår de også at skabe et netværk omkring holdet. Et netværk som Spar Nord er glade for at deltage i, fortæller Lennart Husted Laursen og fortsætter:

- En væsentlig del i Spar Nords DNA er at støtte lokale tiltag. Det er vigtigt for mig, at vi bidrager til at fremme Korsør og de mange muligheder som byen indeholder. Vi mener det altså når vi siger, at vi er en lokal bank – at vi er hele Korsørs bank. 

Vil du opleve, hvad Ligafredag er på egen krop? Så kan du følge med i VK Vestsjællands resultater, se deres kampprogram og læse mere om deres initiativer på deres hjemmeside: https://volleyklubben.dk/

Publiceret d.
22. marts 2022