- Nyheder
- Spar Nord Nyborg tager kampen op mod havfald
Spar Nord Nyborg tager kampen op mod havfald
Spar Nord Nyborg tager kampen op mod havfald
At komme havfald til livs kan både være en lang og sej kamp. Som et led i Spar Nords arbejde med bæredygtighed har bankens afdeling i Nyborg valgt at gå ind i kampen med en lokal havfaldsaktion, hvor personalet tog ud og samlede havfald sammen med 140 skoleelever.
845 kg. Så meget husholdningsaffald producerer gennemsnitsdanskeren om året, og alt for meget af det affald havner i naturen. De fleste sætter pris på rent badevand og en ren strand, men hver eneste dag ophobes der nye flasker, dåser, nylon og plastik i havet og på strandene, og det har konsekvenser for både menneskene, dyrene og miljøet.
Det er også baggrunden for, at samtlige af Spar Nords afdelinger igen i år i uge 41 tager initiativ til lokale havfaldsaktioner over hele landet. Her går bankens ansatte sammen med lokale ildsjæle, skolebørn, foreninger og virksomheder for at gøre en forskel for naturen og miljøet i lokalområdet.
I Spar Nord Nyborg havde man naturligvis også valgt at støtte op om den gode sags tjeneste og havde allieret sig med Nyborg Private Realskole om en havfaldsindsamling, der fandt sted om morgenen tirsdag den 11. oktober, hvor bankens personale og 140 elever fra skolen sammen samlede havfald. Sammen kan vi gøre en stor forskel, og jo flere, der tager del i at værne om vores strande, kyster, åer, vandløb og søer, desto større forskel kan vi gøre, fortalte kundechef i Spar Nord Nyborg Poul Aaby.
- Ligesom vi sorterer affald, vælger energirigtige løsninger og generelt tænker mere og mere bæredygtigt, så er det også vigtigt, at vi værner om vores fælles havmiljø og passer på naturen og livet i og omkring havet og andre vandområder. Den opgave vil vi rigtig gerne være med til at løfte. Derfor har vi allieret os med Nyborg Private Realskole, og glæder os til at få en god dag, hvor vi i fællesskab gør en indsats for miljøet, sagde han forud for arrangementet.
Sidste år fik Spar Nord i løbet af Havfaldskampagnen i uge 41 indsamlet 2,4 ton affald langs havet, søer og åer. Sammen med Spar Nord Fonden har banken siden 2017 doneret i omegnen af 2.500.000 kroner til Søværnets kampagne, Havmiljøvogterne, der sætter fokus på mindre havfald i og omkring havene. Denne landsdækkende havfaldsaktion skal således være med til at bringe budskabet videre ud i samfundet og aktivere endnu flere til at tage del i at nedbringe havfaldet rundt om i landet.
Havfalds-auktionen i Nyborg startede ved Hotel Sinatur, som kvitterede for arbejdsindsatsen med kanelsnegle til de fremmødte havfaldsindsamlere. I alt blev der på en fantastisk morgen ved Storebælt indsamlet 43 kg. Havfald.