Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →
Spar Nord Vejgaard og Gug Boldklub styrker samarbejdet

Spar Nord Vejgaard og Gug Boldklub har forlænget deres hovedsponsoraftale med en 4-årig aftale, der vil være gældende til udgangen af 2025. Samtidig er de to parter nået til enighed om at opgradere til en større hovedsponsoraftale.
Gennem mange år har Spar Nord Vejgaard engageret sig i den lokale idrætsforening Gug Boldklub gennem sponsorater. Et engagement som i hvert fald fortsætter fire år endnu, da Spar Nord Vejgaard har udvidet og forlænget deres hovedsponsorat til Gug Boldklub. Hovedsponsoraftalen vækker begejstring i Gug Boldklub, der ifølge Sponsoransvarlig Nikolas Norby ser frem til at forsætte det gode samarbejde:
- Vi forlænger og udvider vores samarbejde med Spar Nord Vejgaard. Sponsoraftalen har i sigte at udvikle og yderligere aktivere klubbens igangværende og kommende aktiviteter, events, fællesskaber samt oplevelser i og omkring Gug Boldklub, fortæller Nikolas Norby og fortsætter:
- I 2020 satte Gug Boldklub sig flere strategiske mål. Et af disse var, at vi ville skabe en stærkere kultur i klubben, hvor kommunikation og samspil internt såvel som eksternt skulle styrkes. Ydermere var det vores mål at aktivere vores samarbejdspartnere omkring klubbens aktiviteter, events og oplevelser. Til det er og bliver Spar Nord Vejgaard fortsat en væsentlig brik i, at vi når i mål.
Spar Nord Vejgaard er ligeledes tilfredse med at kunne fortsætte det mangeårige samarbejde som hovedsponsor for Gug Boldklub, og kan derfor stadig have æren af at være repræsenteret på klubbens spillertrøjer:
- Vi er glade for at kunne forsætte det gode samarbejde med Gug Boldklub og dermed støtte de mange frivillige i at nå deres mål. Som lokalområdets største bank er det helt naturligt, at vi engagerer og støtter lokalområdet, siger afdelingsdirektør i Spar Nord Vejgaard, Peer Kristensen.
For Spar Nord Vejgaard er det vigtigt at støtte op omkring udviklingen af lokalområdet, herunder være med til at støtte op omkring de mange fællesskaber, der er i og omkring Gug Boldklub. I en tid, hvor idræts- og kulturforeninger er sat under pres som følge af Covid-19, er det for Peer Kristensen naturligt at støtte op omkring den positive udvikling i Gug Boldklub med en økonomisk håndsrækning:
- Vi tror på det stærke lokale fællesskab i Gug Boldklub. Det er derfor en selvfølge, at vi som hovedsponsor har et ønske om at bidrage til klubben og komme lidt tættere på de mange spillere og frivillige, som dagligt gør en forskel i klubben, fortæller Peer Kristensen.