Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →
- Nyheder
- Tænk lokalt og hjælp lokalområdet gennem krisen
Tænk lokalt og hjælp lokalområdet gennem krisen

Der er ting, man først sætter rigtig pris på, når de er væk. Det gælder ikke mindst de lokale butikker og virksomheder, hvor dygtighed, originalitet og personlig service giver en helt særlig oplevelse.
Selvom der er lys forenden af tunnelen, og flere af landets butikker har slået dørene op for kunder mandag 1. marts, er mange af landets butikker og dygtige selvstændige erhvervsdrivende stærkt udfordrede af coronakrisens hærgen, ligesom situationen har lammet mange af idræts- og kulturforeningerne.
For hvor der på den ene side er usikkerhed om, hvornår alle butikker og liberale erhverv åbner fuldt ud igen, er der på den anden side blandt foreningerne også medlemmer, der tøver med at tilmelde sig og betale kontingent til den kommende sæson på grund af den nuværende usikkerhed. Derfor er det afgørende, at lokalsamfundene hjælper hinanden med at få området på fode igen ved at tænke og handle lokalt, så man kan glæde sig over områdets alsidige erhvervs-, kultur- og foreningsliv, når samfundet igen er på den anden side i de her anderledes tider.
Særligt for foreningerne og andre fællesskaber er der også god grund til at undersøge muligheden for at opnå støtte gennem sponsorater og donationer. Det har flere allerede fået øjnene op for, og det har blandt andet medført, at Spar Nord Fonden i samarbejde med Spar Nord har kunnet donere over 40 millioner kr. til lokale aktiviteter i 2020 på landsplan.
Giv tilbage til området
Ved at spise, drikke, shoppe, få skiftet dækkene og blive klippet lokalt kan man blandt andet medvirke til hurtigere at få gang i de lokale økonomiske kredsløb. Eller ved at holde møderne, festerne og messerne lokalt – eller vælge den lokale håndværker, konsulent og dyrlæge til at gøre arbejdet. At tænke og betale lokalt holder nemlig byen levende og hjælper naboer, venner og netværk med at kunne betjene og betale hinanden lige nu og her.
Den største hjælp for foreningerne er sikkerheden i at vide, at der også er medlemmer til den kommende sæson. Så husk at tilmelde dig og betal kontigent, så de kan forberede en masse spændende aktiviteter til glæde for store og små. Eller stil din tid til rådighed for foreningerne ved eksempelvis at hjælpe med at klargøre hallerne, græsarealerne eller andet praktisk arbejde. Det vil de fleste modtage med stor taknemmelighed.
Alle kan desuden hjælpe ved at være tålmodige, hjælpsomme og overbærende overfor de mange frivillige og ulønnede foreningsfolk, der lige nu knokler for at finde løsninger, så vi alle kan komme på græs, grus, vandet, landevejen og dansegulvet igen.
Spred budskabet i lokalområdet
Er du glad for dit lokale erhverv-, forenings- og kulturliv, kan du også hjælpe dem med at styrke rækkevidden af deres forretning. Del eksempelvis deres opslag på de sociale medier, giv dem en god anmeldelse og fortæl dem, at du glæder dig til at besøge dem igen. Alt, hvad du kan bidrage med, hjælper – og gør en forskel for deres videre virke.
For det handler ikke kun om at bevare, men også om at styrke den lokale sammenhængskraft, der har vist at have gavnlig effekt på områder som velvære, sundhed, uddannelsesniveau og kriminalitet.