11 ting, der virker ved en fremvisning

1 · Topfoto

Når dit hjem skal vises frem for potentielle købere, er det vigtigt, at din bolig virker indbydende og giver et godt førstehåndsindtryk. Her får du ejendomsmæglerens bedste tips til, hvordan du nemt gør din bolig klar til åbent hus.

Husdyr, rod og støjende hvidevarer. Det er noget af det, der typisk begrænser potentielle købere i at se en boligs potentiale under en fremvisning. I hvert fald hvis man spørger ejendomsmægler Frank Vestergaard Andersen fra ejendomsmæglerfirmaet Thorkild Kristensen.

Han anbefaler, at man generelt prøver at se sin bolig gennem købers øjne, inden boligen skal vises frem.

”Prøv at forestille dig, at du skulle købe din egen bolig. Overvej da, hvilke ting der ville springe dig i øjnene, og få så rettet op på dem,” siger han.

Her i artiklen har vi bedt ejendomsmægler Frank Vestergaard Andersen om at dele ud af sine bedste tips til, hvordan man gør sin bolig klar til åbent hus. Det er blevet til 11 pointer, som du med fordel kan bruge som tjekliste inden en fremvisning.

1

Begynd med det udvendige

Allerede inden fremvisningen er der som regel mange købere, der kører forbi boligen for at vurdere den udefra. Af samme grund er det vigtigt, at boligen fremstår velholdt set fra vejen af – og det gælder også haven. Sørg derfor som minimum for, at græsset er slået, hækken klippet, og at ukrudtet mellem fliserne er fjernet. Fremstår haven utæmmet, hænger husnummeret, eller er postkassen skæv, vil køberne tænke, om sælger heller ikke har vedligeholdt resten af boligen, og det kan måske afskrække visse købere fra at booke en fremvisning.   

2

Skab et godt førstehåndsindtryk

Når køber kommer ind ad døren, er det de første 30 sekunder, der er afgørende for, om køber synes, at det er en rar og venlig bolig. Prøv derfor at åbne hoveddøren til dit hjem for at se, hvad du selv ville lægge mærke til, hvis du havde købers briller på. Det kan være, du skal fjerne et par jakker fra knagerækken, sætte friske blomster og duftpinde frem i entréen eller hænge en ekstra lampe op.

1 · Foto

Foto: Shutterstock︱Skab et godt førstehåndsindtryk ved at sætte friske blomster frem

Synes du, øvelsen er svær at lave selv, kan du også få en nabo eller en ven til at vurdere det for dig.

3

Fix småskaderne

Løse dørhåndtag, løstsiddende tapet eller køkkenlåger, der trænger til justering. Det er eksempler på småskader, det godt kan betale sig at få udbedret, inden boligen skal vises frem. I hvert fald hvis der er tale om en forholdsvis ny bolig eller en bolig, der har gennemgået en større renovering. Hvis ellers de store ting som vinduer og tag er i orden, vil køber nemlig typisk fokusere på de små detaljer, såsom skæve stikkontakter, gabende fodlister og sjusket malerarbejde. Er der derimod tale om et ældre hus, som alligevel skal renoveres efter salget, er det ikke de små ting, men derimod de store ting som tag og vinduer, som køber kigger på.

4

Ryd op

Lyse og luftige rum står øverst på mange danskeres ønskeliste, når de går på boligjagt. Har du mange ting, kan det derfor være en god idé at rydde lidt op i gemmerne, inden der kommer potentielle købere på besøg. Som sælger skal du alligevel tømme ud i huset på sigt, og derfor kan du lige så godt gøre det, inden du sætter til salg. Dermed fremstår boligen ikke bare større, men det er også nemmere for køberen at se indretningsmulighederne. Har du svært ved at skille dig af med dine ejendele, kan du også få opmagasineret nogle af dine ting i en periode.

5

Bring husets styrker i spil

Langt de fleste boliger gemmer på nogle fine detaljer, men ofte skal køber hjælpes til at få øje på dem. Det kan fx være et depotrum eller et fint plankegulv, som kan slibes ned. Sørg derfor for, at husets styrker springer køber i øjnene. Er dine trægulve dækket af gulvtæpper, så fjern tæpperne, og er dit depotrum ved at flyde over med ting, så ryd ud inden fremvisningen, så køber kan få øje på rummets potentiale. Har du et hus med kælder, er det vigtigt, at kælderen fremstår ryddelig og godt belyst. Det styrker nemlig fornemmelsen af, at kælderen er en god forlængelse af selve boligen.

28 · Topfoto

Foto: Shutterstock︱Bring husets styrker i spil og vis hvordan rummene kan udnyttes mest optimalt

6

Tænk på, hvem du sælger til

Find ud af, hvem der er i målgruppen for at købe din bolig, og hav dem i tankerne, når du gør dit hjem klar til fremvisning. Er målgruppen en børnefamilie, er det vigtigt at vise boligens potentiale for at kunne udleve familiedrømmen, fx ved at sætte en gæsteseng og en reol ind i boligens ekstraværelser. Det er især vigtigt, hvis du har omdannet et eller flere værelser til fitnesslokale, walk-in-closet eller opbevaringsrum, da fitnessmaskiner, skabe og hylder nemt kan få et rum til at syne af mindre.

7

Lys hjemmet op

Tænd alle lamper i boligen. Også selvom det er sommer. For der er tit nogle hjørner i et hus, der ikke bliver ramt af naturligt lys. Sæt også gerne en ekstra lampe ind i de rum, der er dårligt belyst – og især hvis der er tale om et mørkt rum.

8

Sluk for hvidevarerne

Er du den tidseffektive type, kan det være fristende at sætte en tøjvask over, inden du forlader dit hjem, men det skal du helst lade være med, når din bolig skal vises frem. En vaskemaskine, der centrifugerer, eller en tørretumbler, der brummer og larmer, virker nemlig forstyrrende under fremvisningen. Vent derfor så vidt muligt med tøjvask og opvask, til fremvisningen er overstået.

1 · Foto 2

Foto: Shutterstock︱Sluk for hvidevarerne så de ikke er forstyrrende under fremvisningen

9

Fjern alle spor af husdyr

Har du husdyr, er der en god idé at stille dyrenes ejendele væk inden fremvisningen. Dels tager det meget plads, når boligen både skal rumme madskål, legetøj, kattebakke, kradsetræ eller hundekurv, men det efterlader også en duft i boligen, som ikke gør noget godt for køberens oplevelse af den. Derudover er det ikke alle købere, der kan tåle husdyr. Har du et kæledyr, der bor inde i huset, fx en kanin eller en hamster, så sæt buret udenfor hvis muligt.

10

Stil lidt hygge frem

Det kan godt betale sig at stille friske blomster på bordet og rette an med kaffe, te og lidt guf, når boligen skal vises frem. Det gør nemlig, at køber føler sig mere velkommen i dit hjem, og det giver alt andet lige en mere positiv oplevelse af fremvisningen.

11

Overlad fremvisningen til mægleren

Sørg for at forlade huset i god tid, inden fremvisningen skal gå i gang. Er du til stede, når køberne og mægleren ankommer til huset, kommer det nemt til at fjerne fokus fra boligen, ligesom køberne kan have svært ved at give udtryk for, hvis der er ting, de ikke kan lide. Det gør det sværere for mægleren at fornemme købernes respons, og dermed bliver det sværere at rådgive om boligens potentiale og i sidste ende lukke handlen. Det bedste, du kan gøre som sælger, er derfor at køre en god, lang tur, mens fremvisningen står på.

Publiceret d.
4. februar 2020

Skal vi hjælpe med dit boligsalg?

Kontakt os helt uforpligtende, så vender vi tilbage hurtigst muligt. Vi er her for at rådgive.