Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →

264.423 kroner delt ud til klub- og foreningsliv i Aalborg

Der var brede smil og store donationer, da 13 projekter fik ja til deres ansøgning til Spar Nord Fonden. I alt har Spar Nord Aalborg, på vegne af Spar Nord Fonden, delt 264.423 kroner ud til klub- og foreningslivet i Aalborg og omegn.

5198 Aalborg · Nyhedsrummet · Donation

For Jacob Jensen, direktør i Spar Nord Aalborg, vækker det stor begejstring at kunne bidrage til lokalområdets klub- og foreningsliv og dermed være med til at gavne det lokalsamfund, som banken og bankens ansatte selv er en del af. 

- Det betyder meget for os, at vi i samarbejde med Spar Nord Fonden har haft mulighed for at gøre en forskel for mennesker, foreninger og fællesskaber i Aalborg. Med donationen ønsker vi også at anerkende vigtigheden af vores lokale foreningsliv og ikke mindst de mange ildsjæle, som driver de mange projekter og initiativer, fortæller Jacob Jensen. 

I løbet af 2. kvartal 2022 fik 13 små, store og meget store projekter således donationer fra Spar Nord Fonden. Det betød blandt andet at Nordjysk Mad og Turisme modtog en donation på 75.000 kroner. Ligeledes modtog Kystby Samrådet 30.000 kroner og Guldbæk Friskole 25.000 kroner.  

De resterende donationer gik til følgende foreninger eller projekter: Nibe Bådelaug, Nibe Bridgeklub, Aalborg Seniorsport, FDF Visse, Haveforeningen Budumvang, Nøvling Borgerforening, Aalborg Studenternes Idrætsforening, FDF Aalborg 9, Min Hunds Skole og Gudum Idræts- og Kulturhus.

Publiceret d.
27. september 2022