Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →
5 grunde til at alliere dig med en køberrådgiver
5 grunde til at alliere dig med en køberrådgiver

Er det første gang, du skal købe en bolig, eller er det bare længe siden sidst, kan det både spare dig tid, penge og bekymringer at få hjælp fra en køberrådgiver. Læs her, hvad en køberrådgiver kan hjælpe dig med under dit boligkøb.
Ved du (heller) ikke, hvad du skal være opmærksom på, når du skal se en bolig for første gang? Har du ingen anelse om, hvad ord som ejerskifteforsikring og servitutter betyder? Og er du i tvivl om, hvad du skal gøre for at opnå afslag i prisen?
Så kan det være en god idé at få en køberrådgiver til at hjælpe dig med dit boligkøb. Det er typisk en uddannet ejendomsmægler, som varetager købers interesser i boligkøbet – lige fra udvælgelsen af den rigtige bolig til forhandling af pris til vilkår for boligkøbet. Det fortæller Rasmus Andersen, køberrådgiver og medindehaver af Købsmæglerne:
”Med en køberrådgiver får du en uvildig vurdering af den bolig, du ønsker at købe, når du selv er forblændet af lysten til at købe. Det er et realistisk sæt øjne, men vi beslutter ikke noget på dine vegne. Vi giver dig udelukkende den nødvendige viden om boligen og boligens pris, og så er det op til dig at træffe beslutningen om, hvad der skal ske derfra,” siger han.
Her i artiklen har vi bedt Rasmus Andersen om at gøre dig klogere på, hvad en køberrådgiver kan hjælpe dig med på rejsen mod at blive boligejer.
Du får vished om boligens faldgruber
Hvordan vender haven i forhold til solen? Har du mulighed for at lave en tilbygning på sigt? Og er boligkøbet en god investering? Det er eksempler på spørgsmål, som en køberrådgiver kan hjælpe dig med at besvare ud fra en besigtigelse af ejendommen. Når du har udset dig et bud på et kommende hjem, kan du nemlig få køberrådgiveren med ud for at se ejendommen. Dels for at synliggøre ejendommens styrker og svagheder, så du kan træffe beslutningen på et oplyst grundlag, og dels for at indsamle skyts til at presse prisen ned med, hvis du senere beslutter dig for at byde. Køberrådgiveren tager dog sjældent med på første fremvisning, for her er det nemlig langt vigtigere, at du selv får mærket efter, om du kan se dig selv bo i boligen.
Boligens pris bliver belyst
Som uerfaren boligkøber kan det være svært at vurdere, om boligens pris stemmer overens med boligens reelle værdi. Mange kommer til at sammenligne prisen med, hvad der ellers er til salg i området, men det svarer lidt til at sammenligne æbler og pærer. Vil man belyse boligens pris, kræver det i stedet, at man undersøger prisen på de boliger, der er blevet solgt i området for nyligt, og det kan en køberrådgiver hjælpe dig med.
Du får en uvildig vurdering af boligen
I jagten efter den kommende bolig er der især mange yngre købere, der tager deres forældre med ud til fremvisninger eller åbent hus-arrangementer. Men forældre er sjældent objektive. Faktisk er de ofte meget kritiske, og negative kommentarer har du ikke brug for, når du står over for at skulle foretage en relativt stor investering. Ved at alliere dig med en køberrådgiver får du i stedet en mere uvildig vurdering af ejendommen, fordi køberrådgiveren i modsætning til din familie ikke er styret af det følelsesmæssige.
Du har større chance for at få afslag i prisen
Hvis du vælger at få en køberrådgiver til at varetage prisforhandlingen, vil du formentlig opnå større afslag i prisen, end hvis du selv prøver at presse prisen ned. Dels har køberrådgiveren nemmere ved at udpege boligens fejl og mangler, som kan bruges til at presse prisen ned med, og dels har køberrådgiveren nemmere ved at gennemskue ejendomsmæglerens tricks.
Du får vished om dine kommende forpligtelser
Ved at benytte en køberrådgiver kan du samtidig spare udgiften til en boligadvokat. Købermægleren kan nemlig hjælpe dig med at gennemlæse ejendommens dokumenter, så du ved, hvilke forpligtelser der følger med købet. Bl.a. kan køberrådgiveren hjælpe dig med at skabe klarhed over ejendommens servitutter. Det er bestemmelser, der f.eks. kan sige noget om, hvor på grunden du må bygge, og om du som ejer forpligter dig til at være medlem af områdets grundejerforening. Det er vigtigt, at du kender til disse bestemmelser, inden du byder på en ejendom, og især hvis du går med tanker om at renovere boligen på sigt.
Skal vi hjælpe med dit boligkøb?
Kontakt os helt uforpligtende, så vender vi tilbage hurtigst muligt. Vi er her for at rådgive.