Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →
- Nyheder
- De Friske Sild tænder atter op i saunaen
De Friske Sild tænder atter op i saunaen

Bankrådsmedlem Hans Thorup og souschef i Spar Nord Aalborg Syd Karsten Lund var hurtige til at tage imod invitationen til en frisk dukkert efterfulgt af en tur i sauna med medlemmer fra Nibe Fjordbadeklub »De Friske Sild«, da de for nylig overbragte en donation på 15.000 kr. fra Spar Nord Fonden.
Vinterjakkerne blev hurtigt skiftet ud med badebukser og håndklæde da Hans Thorup og Karsten Lund var ude at overrække en donation på 15.000 til Nibe Fjordbadeklub ’De Friske Sild’ på vegne af Spar Nord Fonden.
For Karsten Lund betyder det meget at kunne støtte op omkring de lokale fællesskaber.
- Vi er glade for at kunne overrække de 15.000 kroner til badeklubben, som det kostede at få repareret klubbens saunaovn. Der er ingen tvivl om, saunaturene imellem de kolde dyk i fjorden er med til at styrke fællesskabet i ’De Friske Sild’, fortæller Karsten Lund.
Selvom overrækningen fandt sted i maj, modtog klubben allerede donationen i februar. Donationen bidrog derfor med varme i en kold tid.
- Pengene fra Spar Nord Fonden var som et lys i en mørk tid. Klubben var udfordret på økonomien efter en nedlunkning samt stigende elpriser. Med donationen blev det hurtigt muligt at få saunaen op at køre igen til glæde for de 150 medlemmer som klubben nu tæller, fortæller afgående formand for Nibe fjordbadeklub Vibeke Borregaard.