Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →
- Nyheder
- En hjælpende hånd til flere spring i IF Kvik
En hjælpende hånd til flere spring i IF Kvik

Efter to år med Corona restriktioner er der atter gang i den lokale gymnastikforening IF Kvik i Hvam, Hvilsom og Simested. Med en donation fra Spar Nord Fonden kan foreningen nu købe nye redskaber, som skal give foreningens medlemmer flere muligheder for gymnastiske udfoldelser.
IF Kvik er en flerstrenget idrætsforening, der giver børn og unge i Hvam, Hvilsom, Simested og omegn mulighed for at dyrke gymnastik og indgå i et godt socialt fællesskab. Foreningen er drevet af lokale frivillige – lige fra bestyrelsesmedlemmer til unge hjælpetrænere. Og med en donation på 10.000 kroner fra Spar Nord Fonden kan foreningen nu købe en ny flik-flak-træner og nye skummoduler.
For bankrådsmedlem i Spar Nord Vesthimmerland Poul Aarup Fogh er det vigtigt at støtte de lokale foreninger og ildsjæle, der gør en stor forskel for deres medlemmer og lokalsamfund.
- Som områdets lokale bank og bankråd betyder det meget, at kunne bakke op om vores lokale foreninger med Spar Nord Fondens donationer. Derfor er det med stor glæde, at vi kan overrække en donation, som kan gøre en forskel for IF Kvik i form af nye redskaber, fortæller Poul Aarup Fogh.
Med donationen fra Spar Nord Fonden kan foreningen købe nye redskaber, som gør hverdagen nemmere og bedre for både trænere og medlemmer. Den nye flik-flak-træner skal blandt andet være med til at skåne trænernes ryg, og skummodulerne skal medvirke til at understøtte de mindste medlemmers motoriske udvikling.
- Vi er utrolig taknemmelige for den økonomiske håndsrækning. Til trods for at vi er et lille landsbysamfund, så giver donationen os mulighed for at forny os og skabe gode rammer i foreningen, som kan bidrage til at fastholde børn, unge og voksne i nærområdet, fortæller instruktør i IF Kvik Lena Amstrup.
Donationen blev overrakt tirsdag den 15. marts 2022 på Gl. Hvam Skole af direktør i Spar Nord Vesthimmerland Klaus H. Frederiksen og bankrådsmedlem Poul Aarup Fogh. Du kan læse mere om Spar Nord Fondens uddelingspolitik og ansøge om en donation her.