Foreningsildsjæle i Vesthimmerlands Kommune modtager donationer af Spar Nord Fonden

4133 Aars Og Løgstør · Nyhedsrummet · Donation · Lokal Nyhed

Spar Nord bankområde Vesthimmerland fik muligheden for at glæde det lokale foreningsliv med en tidlig julegave, da de i samarbejde med Spar Nord Fonden donerede 10.000 kroner til ti af Vesthimmerlands foreninger. Pengene skal bruges til alt lige fra træningsredskaber, hoppepude og nye udskiftningsskure til nogle af kommunens mange foreninger.

Foreningslivet i Vesthimmerlands Kommune fik i december 2021 en økonomisk håndsrækning, da Spar Nord bankområde Vesthimmerland havde muligheden for at overrække 10.000 kroner til ti af kommunens foreninger på vegne af Spar Nord Fonden.


Pengene er fra Spar Nord Fonden, der har valgt at øremærke en ekstra donationspulje på i alt 100.000 kroner til kulturlivet i Vesthimmerlands Kommune efter en hård Coronaperiode. Hos Spar Nord bankområde Vesthimmerland har man oplevet en stor interesse for initiativet, hvor flere foreninger end ventet har ansøgt om at modtage penge til at igangsætte et projekt eller foretage et større indkøb.

- Vi er rigtig glade for opbakningen til vores initiativ, og at så mange har grebet muligheden for at støtte deres forening. 10.000 kroner redder måske ikke verden for de ti foreninger, men donationerne kan være et lyspunkt og give mulighed for at gennemføre et ellers opgivet projekt til glæde for vores lokalsamfund og medlemmer, siger Klaus Frederiksen, der er direktør i Spar Nord bankområde Vesthimmerland.

47 foreninger har i alt ansøgt om fondsmidlerne, hvorefter en dommerkomité har fundet frem til de endelige modtagere. Klaus Frederiksen overrakte på vegne af Spar Nord Fonden de 100.000 kroner i samarbejde med komiteen kort før jul.

- Et velfungerende foreningsliv er helt afgørende for at skabe trivsel og gode fællesskaber i lokalområdet for både store og små. De ti foreninger lever til fulde op til disse kriterier, og derfor er vi meget glad for at kunne bidrage til det stærke foreningsliv i og omkring hele Vesthimmerlands kommune, afslutter Klaus Frederiksen.

Dommerkomiteen består af borgmester Per Bach Laursen, redaktør for Aars Avis Thorkil Christensen, redaktør for lokaltindblik.dk Jacob Dalgaard samt Allan Ritter og Henrik Hassing Pedersen fra Spar Nord Bankråd Vesthimmerland.

De 10 foreninger, der får glæde af donationen fra Spar Nord Fonden er: Næsborg, Tolstrup og Omegns Borgerforening, Gundersted IF, Lokalhistorisk Arkiv Aars, Hornum IF, Overlade FDF, Motion for alle 60+, Kunst i Løgstør og omegn, Aktivitetsudvalget i Strandby, Uhrehøje MTB-klub og Foreningen Cabaret ALFA.

Publiceret d.
3. februar 2022