Guide til økonomisk kørsel: Sådan kører du længere på literen

38 · Topfoto

Ved at ændre små ting, når du kører, kan du komme længere omkring på den samme tank til gavn for såvel miljøet som din pengepung. Få inspiration til brændstoføkonomisk kørsel her.

Træder du konsekvent speederen i bund på motorvejen, mens der er fyret godt op for både sædevarme, klimaanlæg og bilradio? Så kan det godt betale sig for dig at læse med her. Høj fart og brug af bilens strømslugende funktioner er nemlig bare nogle af de ting, der påvirker bilens brændstofforbrug markant – og dermed også klimaet og din pengepung.

Heldigvis er der flere ting, du selv kan gøre for at blive mere energieffektiv under kørslen. Ifølge FDM kan du faktisk reducere dit benzin- eller dieselforbrug med op til 20 procent ved at følge en række smarte køreråd. Her giver vi dig et udpluk.

1

Undlad at speede for meget op og ned

Hårde nedbremsninger og kraftige accelerationer gør et stort indhug i bilens brændstofbeholdning. Så undlad så vidt muligt at speede for meget op og ned under kørslen. Det kan du bl.a. undgå ved at lette foden fra speederen i god tid før et rødt lys. Har du en bil med fartpilot, kan det også være et godt værktøj til at holde farten konstant.

2

Hold afstand til andre bilister

Udover at det mindsker risikoen for sammenstød, hvis bilisten foran dig pludseligt bremser op, bliver det også nemmere for dig at holde hastigheden konstant, når du holder afstand til andre i trafikken.

3

Slip speederen på motorvejen

Hvis ikke du har travlt, kan det godt betale sig at køre en anelse under den tilladte hastighedsgrænse på motorvejen. Ifølge FDM kan du faktisk spare op til 20 procent på brændstof ved at køre 110 km/t på motorvejen sammenlignet med at køre 130 km/t.

4

Kør i højest mulige gear

Lavere omdrejninger giver en bedre brændstoføkonomi, så vær opmærksom på, at du hele tiden kører i det højest mulige gear. Omdrejningstælleren kan give dig et praj. Har du en bil med gearskifteindikator, kan det også være en god idé at holde øje med den, da den fortæller dig, hvornår du skal skifte gear.

5

Tjek dit dæktryk

Kører du med for lavt dæktryk, skal bilen bruge mere brændstof under kørslen. Prøv bare at tænke på, hvor mange flere kræfter du selv skal lægge i pedalerne, hvis dækkene på din cykel mangler luft. For lavt dæktryk er ikke noget, du kan mærke under kørslen, så sørg for at få tjekket dæktrykket på din bil med jævne mellemrum.

6

Spar strøm, mens du kører

El-bagrude, klimaanlæg, bilradio, sædevarmer og andre energikrævende funktioner er alle med til at øge bilens forbrug af brændstof. Vær derfor opmærksom på at slukke for de strømslugende funktioner lige så snart, du ikke har brug for dem mere.

Dos and don’ts til brændstoføkonomisk kørsel

Dos

  • Hold en konstant hastighed
  • Hold afstand til andre bilister
  • Sænk farten en anelse på motorvejen, hvis du alligevel har tid til det. Selvom den tilladte hastighedsgrænse er 130 km/t, kan du sagtens køre 110 km/t
  • Kør i det højest mulige gear

Don'ts

  • Undgå sportslig kørsel med hårde nedbremsninger og kraftig acceleration
  • Undlad at køre med få lavt dæktryk
  • Gør ikke brug af el-bagruden, aircondition og sædevarmer, når du ikke har brug for det
Publiceret d.
12. november 2023

Vil du have et tilbud på finansiering?

Har du brug for et godt råd eller en hjælpende hånd? Så kontakt os her.