- Nyheder
- Pas på svindlere, når du handler privat
Pas på svindlere, når du handler privat
Pas på svindlere, når du handler privat
Julen er hjerternes fest, men desværre også højsæson for online svindel. Heldigvis forløber langt de fleste handler uden problemer, men Spar Nord ønsker alligevel at dele et par gode råd til sikker handel samt vejledning om, hvad du skal gøre, hvis du skulle være så uheldig at blive snydt.
Når danskerne i jagten på den perfekte julegave handler privat via platforme som Den Blå Avis, Facebook Marketplace eller lignende, kan kriminelle udnytte situationen. Juletiden gør mange mere tilbøjelige til at handle hurtigt og tage større risici, hvilket skaber ideelle betingelser for svindlere.
I 2023 registrerede politiet 12.155 anmeldelser om samhandelsbedrageri, hvilket svarer til 35 procent af alle it-relaterede økonomiske kriminalitetssager det år. Sammenlignet med 2022 er det en stigning på 15 procent. Oftest opretter svindlere falske salgsannoncer for at narre købere, men der forekommer også tilfælde, hvor en svindler udgiver sig for at være en køber og snyder sælgeren.
Selvom langt de fleste handler forløber uden problemer, er det vigtigt at være opmærksom og tage forholdsregler. Spar Nord deler derfor nogle gode råd til, hvordan du sikrer en tryg privat handel.
Tegn på svindel, når du køber
- Sælgeren har altid en undskyldning: Hvis sælgeren finder på kreative forklaringer for, hvorfor du ikke kan se varen personligt, bør du insistere på at mødes ansigt til ansigt, så du kan inspicere varen, før du betaler.
- Prisen virker for god til at være sand: Hvis varen tilbydes markant billigere end normalt, kan det være et svindelnummer, der er designet til at lokke dig i en fælde.
- Pas på, når du efterlyser varer: Hvis du selv efterspørger en specifik vare, som eksempelvis koncertbilletter, bør du være ekstra opmærksom på de tilbud, du får. Denne type annoncer kan nemt tiltrække svindlere.
Tegn på svindel, når du sælger
- Køberen presser på for forsendelse: Hvis køberen insisterer på, at du skal sende varen uden at mødes, bør du prioritere at mødes ansigt til ansigt. Det giver dig mulighed for at sikre, at betalingen er modtaget, inden du overdrager varen.
- "Bevis" på betaling: Modtager du et billede eller anden dokumentation for, at betalingen er gennemført? Forbliv rolig og vent, til pengene reelt er synlige på din konto eller MobilePay, før du overdrager varen.
Hvad skal jeg gøre, hvis skaden er sket?
Hvis du har været udsat for økonomisk svindel på nettet, bør du anmelde det til politiet.
Har du overført penge, og har du ikke modtaget den aftalte vare, skal du starte med at undersøge, hvordan overførslen er sket.
Pengene er overført via MobilePay: Kontakt MobilePay på tlf. 70 80 39 00. Se mere på www.mobilepay.dk
Pengene er overført via netbank/mobilbank: Kontakt Spar Nord, Fraud & Indsigelser på tlf. 96 34 44 00, på mail fraud@sparnord.dk eller skriv til os via din net- eller mobilbank.