Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →
Købermægler: Sådan får du mest ud af fremvisningen
Købermægler: Sådan får du mest ud af fremvisningen

Frygter du (også) at overse vigtige ting, når du skal vurdere et potentielt kommende hjem for første gang? Fortvivl ikke. Her får du købermæglerens bedste tips til, hvordan du får størst muligt udbytte ud af at tage til åbent hus.
Når du har udset dig et godt bud på din drømmebolig på nettet, er næste skridt at få syn for sagen i virkeligheden. Men hvad skal du være opmærksom på under et åbent hus-arrangement eller en fremvisning? Hvem skal du tage med? Og hvad skal du spørge ejendomsmægleren om?
Vi har spurgt Rasmus Andersen, indehaver og køberrådgiver hos Købsmæglerne, som hjælper køberne i boligjagten. Det er blevet til otte pointer, du med fordel kan bruge som tjekliste, inden du tager til åbent hus.
Købermæglerens vigtigste råd til fremvisningen – kort fortalt:
- Undersøg så lidt som muligt på forhånd, så dit førstehåndsindtryk af boligen ikke bliver påvirket af fakta om ejendommen
- Lad dig ikke skræmme, hvis tilstandsrapporten rummer én eller flere kritiske skader, for de behøver ikke nødvendigvis være dyre at udbedre
- Undlad at blotte din begejstring, hvis du vil optimere din chance for at opnå afslag i prisen
- Se bort fra mæglerens ”halve svar”, og få i stedet en købermægler eller en boligadvokat til at foretage en uvildig vurdering af boligen
- Spørg ind til sælgers historie for at få en indikation på, om det haster for sælger at få solgt
- Sig, at du har andre boliger i kikkerten, så ejendomsmægleren ikke får indtryk af, at du er købeklar
- Spørg ind til liggetiden, da det kan stille dig bedre i prisforhandlingen
- Undgå at involvere familiemedlemmer til første fremvisning, så du kan fokusere på, hvad du synes om boligen
For uddybende forklaringer kan du læse mere nedenfor.
1. Undersøg så lidt som muligt på forhånd
Hvornår er boligen fra? Hvilket energimærke har den? Hvad blev boligen solgt til sidst? Der er mange ting, du sikkert gerne vil have svar på, inden du tager ud og ser en bolig for første gang, men i virkeligheden er det bedst at holde igen med din research. Under første fremvisning er det nemlig langt vigtigere, at du får klarlagt, om du kan se dig selv bo i boligen, og om den opfylder de behov og drømme, du har – både på kort og på lang sigt. Så husk at holde dit sind åbent, og gem dine spørgsmål til senere.
2. Lad dig ikke skræmme af tilstandsrapporten
Mange lader sig afskrække unødigt, hvis tilstandsrapporten indeholder et par røde markeringer, dvs. kritiske skader, men det er der ingen grund til. For en rød markering er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at boligen ikke er ordentlig, eller at skaden koster mange penge at udbedre. Vent derfor med at give afkald på boligen, indtil du har haft en byggesagkyndig til at vurdere skadens omfang.
3. Undlad at blotte din begejstring
Selvom du måske får julelys i øjnene i det øjeblik, du træder ind ad hoveddøren, er det en god idé at holde lidt af entusiasmen tilbage. Udviser du lidt for meget interesse over for ejendomsmægleren, kan det nemlig blive sværere at opnå afslag i prisen efterfølgende. Omvendt må du heller ikke være alt for kritisk, da ejendomsmægleren vil tolke det som et tegn på, at du faktisk er interesseret og bare prøver at presse prisen ned. Det bedste, du kan gøre, er derfor at forholde dig lidt neutralt.
Tip: Hvis mægleren spørger, hvad du synes, kan du sige, at du synes, boligen ser interessant ud, og at den rammer dine ønsker langt hen ad vejen, men at du gerne vil tænke lidt over det.
4. Se bort fra mæglerens ”halve svar”
”Det kan sagtens lade sig gøre” er ikke et svar, du skal tage for gode varer, når det kommer fra mægleren. Husk på, at mæglerens opgave er at negligere alle problemer og få dig til at være så interesseret i boligen som muligt. Vil du være sikker på, at du f.eks. kan lave en tilbygning eller bygge en etage ovenpå den bolig, du kigger på, skal du undersøge ejendommens servitutter, men du kan også få hjælp fra en købermægler eller en boligadvokat.
5. Spørg ind til sælgers historie
Som køber har du et rigtig godt kort på hånden, hvis du kan finde ud af, hvorfor boligens ejer har valgt at sætte boligen til salg. Så forhør dig gerne om sælgers bevæggrunde hos ejendomsmægleren, da det kan give dig en indikation på, hvor hurtigt sælger har brug for at få solgt – og dermed om sælger er villig til at acceptere afslag i prisen.
6. Sig, at du har andre boliger i kikkerten
”Vi kigger på flere boliger”, er en sætning, som ejendomsmægleren helst ikke vil høre, men som du gør klogt i at sige. Dermed signalerer du nemlig, at du er midt i en udsøgningsproces og ikke er helt købemoden endnu, og det kan være klogt, hvis mægleren virker meget forhippet på at lukke handlen.
7. Spørg ind til liggetiden
Hvis huset har været på markedet længe, så spørg mægleren, hvad årsagen er til det – også selvom du sjældent får noget godt svar på spørgsmålet. Dermed får mægleren nemlig indtryk af, at han eller hun ikke har dig i sin hule hånd, og det stiller dig bedre i en evt. prisforhandling på et senere tidspunkt.
8. Undgå at involvere familiemedlemmer til første fremvisning
Er det anden eller tredje gang, du skal se den samme bolig, kan det være en god idé at tage familiemedlemmer eller en byggesagkyndig med ud for at vurdere huset. Men under første kig skal du udelukkende fokusere på dit indtryk af boligen, og der har du ikke brug for andres input – og slet ikke fra familiemedlemmer, der har en tendens til at være meget kritiske.
Har du brug for mere inspiration til boligjagten? I nedenstående artikel får du købermæglerens bedste råd til at opnå afslag i prisen.
Skal vi hjælpe med dit boligkøb?
Kontakt os helt uforpligtende, så vender vi tilbage hurtigst muligt. Vi er her for at rådgive.