Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →

Herning Rocker for fuld musik med Spar Nord

4428 Herning · Nyhedsrummet · Herning Rocker

Teglparken i Herning bliver atter fyldt med musik og festlige mennesker den 27. og 28. maj når Herning Rocker afholdes igen efter to år med aflysninger. Bag koncertweekenden står Spar Nord Herning som stolt hovedsponsor.

Siden 2017 har Spar Nord Herning været hovedsponsor for musikarrangementet Herning Rocker, og siden da har banken ikke set sig tilbage. Derfor er der netop også indgået en aftale om at forlænge hovedsponsoratet med yderligere tre år.

Ifølge kunderådgiver i Spar Nord Herning Carsten B. Jakobsen er det vigtigt for den lokale bank at støtte op omkring de mange frivillige, der knokler for at skabe den bedste koncertoplevelse for de mange fremmødte:

- Herning Rocker er et fedt og spændende arrangement, der formår at samle hele området til nogle festlige dage. Derfor er vi selvfølgelig også stolte over at være hovedsponsor for koncertweekenden de næste tre år, fortæller Carsten B. Jakobsen og fortsætter:

- Vi vil gerne støtte op der, hvor der er frivillige, som ligger en god portion hjerteblod i et projekt. Og det må der siges, at der er bag Herning Rocker. Vores lokalområde drives i høj grad af de frivillige kræfter, som også fortjener en hjælpende hånd.

For Dan Madsen, som er en af personerne bag Herning Rocker, er det vigtigt at skabe nogle koncertdage med fokus på nærværende og festlige oplevelser samt god musik.

- Sponsoraftalen med Spar Nord betyder utroligt meget økonomisk for Herning Rocker. Koncertdagenes overskud går nemlig til byens lokale foreninger, så de fortsat kan skabe gode rammer for deres medlemmer på daglig basis, fortæller Dan Madsen og fortsætter:

- Vi har haft et fantastisk samarbejde med Spar Nord. Et samarbejde som bygger på de samme værdier om at bidrage til vores lokale fællesskaber og foreninger. Derfor vi også er glade for, at Spar Nord har valgt at forlænge sponsoraftalen med yderligere tre år.

Har du endnu ikke købt billet, så har du stadig mulighed for at få fingrene i en billet på Herning Rockers hjemmeside, hvor du også har mulighed for at se det stjernespækkede line-up.

Publiceret d.
18. maj 2022