Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →

Spar Nord vil være den foretrukne bank på Sydkysten

Sydkysten Nyhedsrummet Køster

Spar Nord Køge Bugt udvider deres afdeling på Solrød Strandvej 92, hvor banken har været siden 2021. David Heick (37) tiltræder som ny afdelingsdirektør for afdelingen, som samtidig foretager et navneskift til Spar Nord Sydkysten.

Den 1. februar 2025 starter også, sammen med David, 3 nye privatrådgivere hos Spar Nord Sydkysten: Mia Bylov, 36 år, der bor i Solrød Strand. Mia kommer til Spar Nord Sydkysten fra en anden lokalbank. 29 årige Nicklas Rasmussen, der også bor i Solrød Strand, samt 29 årige Alexander Harlsby fra Vallensbæk. Både David, Nicklas og Alexander har været ansat i Spar Nord siden 2023 og skifter fra Spar Nord Køge Bugt.

Udvidelsen med 3 nye privatrådgivere samt navneskiftet understreger vores ambitioner og ønsker om at udvide forretningen, og især øge vores markedsandele i både Solrød Strand, Karlslunde samt Greve Strand.

Dansk rekord i kundetilgang i Spar Nord Køge Bugt

Hvor andre banker bliver færre eller lukker deres afdelinger helt, udvider Spar Nord Sydkysten. I 2021 åbnede Spar Nord på Solrød Strandvej- og da Danske Bank lukkede i Solrød i 2022, er Spar Nord Sydkysten i dag den eneste bank i Solrød Kommune. Når vi vælger at udvide, sker det fordi vi oplever en historisk høj kundetilgang i 2024 på 1.800 nye kunder i Spar Nord Køge Bugt, som består af de 2 afdelinger Spar Nord Køge og Spar Nord Sydkysten. Med 100 nye kunder om måneden, 200 måneder i træk i Køge Bugt, har vi præsteret at tiltrække nye kunder i et omfang og i et tempo, som ingen anden dansk bank nogensinde har gjort før. Det er derfor med en vis tro på, at vi har et relevant og attraktivt tilbud til borgere og virksomheder på Sydkysten, at vi udvider med 3 privatrådgivere. 

Køge Bugts største erhvervsafdeling i ryggen

David og de 8 private rådgivere på Sydkysten har Køge Bugts største erhvervsafdeling i ryggen i form af kollegerne hos Spar Nord Køge Bugt. De i alt 51 rådgivere hos Spar Nord Køge Bugt består af private rådgivere, totalrådgivere, erhvervsrådgivere samt storkunderådgivere, der suppleres af specialister indenfor Private Banking, cash management, leasing og investering.  Vi har siden 2007 skabt et bankområde i Køge Bugt, der kan matche alle kunder. Fra den helt unge private førstegangskøber til Køge Bugt områdets største og mest professionelle erhvervskunder.

Vi glæder os til at gøre en forskel

- Med ambitionen om at gøre vores logo endnu mere synligt på Sydkysten, og med et særdeles kompetent og stærkt team i ryggen, føler jeg, vi har det nødvendige set-up, de muskler og ikke mindst den energi, der skal til for at forsætte og udvikle Solrød Strands vækstrejse. Jeg glæder mig til at træde forrest i bybilledet sammen med mit hold, og møde kunderne lige her hvor deres dagligdag udfolder sig. Jeg har en relationsskabende og forretningsorienteret tilgang til tingene, som jeg glæder mig til at bruge i min hverdag. Mit hold og jeg lever af glade kunder, flere kunder, og ikke mindst kompetent og nærværende rådgivning, der giver genklang på Sydkysten. Dét glæder vi os meget til at leve op til, siger David, og fortsætter:

- At kunne stå i spidsen for vores udvikling på Sydkysten, er en helt unik mulighed og lidt af en drøm for mig. Jeg er opvokset i Solrød, bor her sammen med min familie, spiller både tennis og paddel i området - og jeg har derfor en masse relationer i både Solrød og Greve. Derfor er det helt naturligt for mig at være involveret i byen, og ikke mindst at have en interesse i at det går området godt. Jeg er selv en stor del af områdets enorme foreningsliv, og at kunne støtte op omkring det fra Spar Nord Sydkysten, er en stor driver for mig, slutter en stolt og forventningsfuld David Heick, afdelingsdirektør i Spar Nord Sydkysten.

Hjerte for at gøre Sydkysten til et endnu bedre sted at bo og drive virksomhed i

- Jeg glæder mig meget til at følge David og Spar Nord Sydkysten, fortæller Jesper Køster, direktør for bankområde Spar Nord Køge Bugt, der geografisk dækker området fra Avedøre til Stevns langs Køge Bugt, og forstætter;

- Sydkysten er et eftertragtet område, og det har også kunne ses igennem de seneste år på både stigende huspriser, og et øget antal borgere der bifalder Solrød og Greves unikke placering. Og det er naturligvis også fakta, der har gjort vores beslutning om udvidelsen lettere. Derfor foretager vi navneskiftet til Spar Nord Sydkysten, udvider med 3 nye rådgivere og jagten på en god adresse til Spar Nord Sydkysten  i Greve Strand er i gang. Vi har i dag 7 % af kunderne i Solrød Strand og 4 % af kunderne i Greve Strand, og det ser vi frem til at øge markant i de kommende år. Første mål vil være at opnå samme markedsandel som vi har i Køge, hvor 10 % af de private kunder er kunder i Spar Nord, medens vores markedsandel på erhvervskundeområdet er noget større. Spar Nord er kendt for at gøre tingene lidt anderledes end andre banker - være mere lokalt til stede, og støtte markant op omkring forenings- og handelsliv. Vores succes kommer i tæt samarbejde med det lokale handelsliv, med foreningslivet og kommunerne, alle der har et hjerte for ligesom os at gøre Sydkysten til et endnu bedre sted at bo og drive virksomhed i. Det glæder vi os til at vise og vi tror på at vi sammen kan gøre en stor forskel på Sydkysten.

Publiceret d.
3. februar 2025